HANNE DAHL

Hvordan ser der ud inden i hovedet af den moderne politiske leder? Hvordan ser han sig selv og hvordan vil han gerne opfattes?

DJØF's kursuskatalog byder på begreber som meditation og mindfullness som vejen til udvikling af ledelsespotentiale og vækst.

Temaet – den gode leder – har optaget mennesket altid. I Johannesevangeliet læser vi om den gode hyrde. Verdenslitteraturen og skiftende tiders politiske filosoffer har leveret mangt et "fyrstespejl"

Shakespeare har adskillige af dem i sine store skuespil. "Henrik den femte" indeholder et, der er blevet meget berømt efter, at den engelske karakter skuespiller Kenneth Branagh har gjort rollen kendt på det hvide lærred. Hans tale til soldaterne på "Sct. Crispians day", der handler om, hvordan de skal finde mod til at forsvare England mod den franske overmagt, har dannet retorisk skole for, hvordan man motiverer nogen til at gøre en særlig indsats.

Et fyrstespejl er en moralsk tekst, der har til hensigt at lære magthaveren - fyrsten hvordan han skal forvalte sin magt. Et fyrstespejl som Shakespeare skrev dem, var en måde at give samtidens magthavere en kommentar med på vejen. Shakespeare havde på denne måde den samme position som vor tids politiske kommentatorer eller lederskribenter. Shakespeare brugte sine skuespil til at give magthaverne et ord med på vejen om, hvordan en god magthaver bør opføre sig.

I modsætning til nutidens lederskribenter og politiske kommentatorer havde Shakespeare moral. Han havde en fast opfattelse af hvordan fyrstens handlinger skulle være for, at han tjener sit folk ordentligt. Den bestemte forståelse af hvilke handlinger der tjener folket, er ikke grebet ud af luften. Johannes evangeliets tekst (Joh.10,11-16) om den gode hyrde har været en væsentlig inspirationskilde.

I "Henrik den femte" er der en scene, hvor kongen har forklædt sig, for at inspicere lejren og vurdere sine mænds moral. Her falder han i snak med tre soldater om kongens rolle. Fortællingen om den gode hyrde er uden tvivl den bagvedliggende inspiration, som forudsættes kendt af læseren/tilskueren. Diskussionen mellem soldaterne og kongen går på, i hvilken grad kongen er personlig ansvarlig for den enkelte undersåts handlinger. Henrik den femte hævder, at enhver må være ansvarlig for hvorledes han har levet, og hver soldat må selv sørge for at klare deres sag med Gud i dødsøjeblikket. En af kongens mænd siger det modsatte. Kongen har ifølge ham et udvidet ansvar for sine undersåtter og mænd i kamp.

Soldaterne forlader scenen og kongen står alene tilbage og udbryder et "Upon the King!" og så opremser han alle de byrder, der hviler på hans skuldre, herunder mændenes liv, koner, gæld, synder og sjæle. Han accepterer, at det er, hvad der forventes af ham.

Den gode hyrde har dannet forbillede for mange, siden Jesus i Johannes evangeliet omtalte sig selv som den gode hyrde.

Hyrden passer på fårene. Den gode hyrde vil sætte alt ind på at redde deres liv. Dette stiller Jesus op i modsætningen til daglejeren, den der er købt til jobbet. Han vil stikke af, hvis der bliver fare. Han er ikke moralsk forpligtet til at tage sig af sine får og derfor i virkeligheden ligeglad.

Jesus karakteriserer sig selv her og stiller ligesom med "fyrstespejlene" et forbillede op for hvordan den gode hyrde skal være. Han laver et "hyrdespejl" Når man betænker at evangeliets "hyrdespejl" danner forbillede for Shakespeares "fyrstespejl", så er der meget tilbage at ønske i forhold til hvordan moderne ledere og magthavere tager deres opgave.

Måske vigtigst af alt er det at forstå, at den gode hyrde deler skæbne, har et skæbnefællesskab med sin flok.

Denne forståelse er også den, der ligger til grund for Shakespeares fyrstespejl.

Hvis vi nu vender blikket mod nutiden og ser på hvorledes den moderne politiske leder agerer, så er spørgsmålet, om han ikke agerer som daglejeren. Købt til opgaven af den mest aktuelle meningsmåling. For nylig kunne man f.eks. høre en skatteminister i en debat med oppositionen om skattestoppet fremføre det argument, at man havde gjort det som meningsmålingerne sagde folk ønskede. Følger man logikken, er det eneste argument for skattestoppet, at ministerens parti går fremad i meningsmålingerne, når de siger skattestop og tilbage, hvis de ønsker at hæve skatten.

Det er en daglejer, der argumenterer og handler sådan, ikke en leder der føler et skæbnefællesskab med sin flok. Daglejerens løn er fremgang i meningsmålingerne.

Meditation og mindfullness bidrager heller ikke med meget i forhold til et folkeligt skæbnefællesskab. De handler om mig i stedet for os. Der er langt fra den gode hyrde som forbillede for den gode fyrste til den moderne leder, men måske det er på tide at vi stiller krav om gode ledere i stedet for moderne ledere.

Skam eller værdighed

Af Hanne Dahl

Det er midt om natten. For ti timer siden blev hun kørt ind på stuen. Ved siden af sengen ligger hendes nyfødte datter, der er født ved kejsersnit. Babyen klynker. Hun må ud af sengen. Hendes lille pige trænger vist til en ren ble. Hun er træt, kan næsten ikke stå på benene, men op skal hun. Det gør vanvittigt ondt i såret og da hun rejser sig, kommer der en skylle af blod. Hun kan ikke. Da stuekammeraten træder til, begynder hun at græde. Hun skammer sig over ikke selv at kunne tage sig af sit nyfødte barn.

Skammen er ifølge professor ved Seksjon for Sykeplejevidenskab i Bergen, dr.phil. Kari Martinsen en central følelse og drivkraft i de relationer der opstår i sygeplejen. Hun er meget påvirket af Løgstrup og har en fænomenologisk tilgang til omsorg og pleje. På et tværfagligt seminar på Ålborg Universitet fremlagde hun en praktisk anvendt læsning af Løgstrup med vægt på en definition af tre former for skam. Hun taler om den gode skam; den skam der byder os at handle med ansvar og samvittighed i forhold til vores medmennesker. Den onde skam; den skam der opstår når nogen har handlet forkert mod os. Krænket vores blufærdighed. Overtrådt grænsen for vores urørlighedszone for at tale Løgstrupsk.

Endelig er der, hvad Kari Martinsen kalder den nye skam. Den nye skam er den, det moderne menneske føler over ikke at slå til. Det er skammen over at ligge nogen til last. Vi lykkes ikke med vores liv når vi er syge. Vi opdrages til at tage ansvar for os selv og synes, det er skamfuldt at være afhængig af andre.  

Barselskvinden, jeg begyndte med at fortælle om, er et offer for den moderne skam. Hun levnes ikke megen mulighed for at føle at hun lykkes. Når vores bedstemødre fortæller, var man indlagt i ti dage efter et kejsersnit. I dag er man indlagt i 24 timer. Hvis man er førstegangsfødende tilbydes man typisk et ophold på et barsels/hvile afsnit i nogle dage. Hvis man er andengangsfødende og føder uden komplikationer, sendes man hjem nogle timer efter fødselen. Om det er nødvendigt at være sengeliggende i ti dage efter et kejsersnit, vil jeg overlade til sagkundskaben. Men det ændrer ikke ved, at den føromtalte kvinde er offer for et sygehusvæsen, der har skruet sin produktivitet så meget i vejret, at det går ud over omsorgen for den enkelte patient. Hun er blevet patient i et system, der ikke evner at vise medfølelse. Det er muligt, at det kan forsvares sygeplejefagligt, at udskrive patienter et døgn efter et vellykket kejsersnit. Men det er umenneskeligt.

Danmark har netop fået sit første private barselshotel. Hvis man har råd til at betale op mod 5500 kroner i døgnet, kan man slippe for oplevelsen af skam. Men i min optik bør alle patienter behandles med omsorg. Når det ikke sker, er ikke bare et udtryk for et sundhedsvæsen, der er presset af kravet om større produktivitet, eller et sundhedsvæsen der af ideologiske årsager skal udsættes for konkurrence af indirekte skattefinansierede privathospitaler. Det er i høj grad begrundet i, at vi er holdt op med at betragte offentlige velfærdsgoder som et udtryk for at vores samfunds rigdom. Velfærdssamfundet er et rigt samfund, der hviler på nogle grundlæggende medmenneskelige idealer.

I stedet for at fokusere på samfundets rigdom er der en overvejende tendens til, at vi kun ser på den enkeltes fattigdom. Desværre er vi kommet så vidt, at en barselkvinde eller for så vidt enhver anden patient er fattig, fordi hun har hjælp behov. Jeg tror ikke, at det enkelte menneske har mistet sin evne til at vise medfølelse og imødekommenhed overfor det menneske, der har brug for os. Men jeg tror, at samfundet som abstraktion betragtet viser de træk, som giver anledning til det Kari Martinsen kalder den nye skam. Der er brug for en grundlæggende værdibaseret debat om, hvordan sundhedsvæsenet skal betragte sine patienter. Diskussionen for eller imod privathospitaler og finansieringen af sundhedsvæsenet er vigtig. Men den er desværre kommet til at overskygge en endnu vigtigere debat om værdighed og menneskelighed i den hvide verden.

 

 

 

    

 

Du skal gøre som jeg siger og ikke som jeg gør!

Skik følge eller land fly! Sådan plejer vi at sige, hvis et land har gæster, der med sin opførsel ikke lever op til det, man forventer af en gæst. Vi kan sige det i spøg, som når vi er ude og rejse og børnene ikke kan lide maden, eller toiletforholdene er anderledes, end vi er vant til. I de seneste år er det som om, det har fået større og større betydning. Og det ikke i den muntre forstand.  Muhammed krise, måske planlagte attentater og overfald. Alle alvorlige begivenheder der har fået os op på tæerne. Desværre har debatklimaet også nået dybder, man nødig vil kendes ved. Nogen mener, at man kan fratage danskere deres statsborgerskab, andre mener at vi skal acceptere, at staten opfører sig på en måde, som ikke er et retssamfund værdigt.

For ganske nylig oplevede jeg at få vendt begrebet: ”Skik følge eller land fly” på hovedet. Det skete da jeg sammen med min mand var til et større selskab. Under kaffen faldt vi i snak med nogen vi ikke kendte. Det skulle vise sig at være et dansk tyrkisk ægtepar, der var meget på vagt overfor hvordan deres ”blandede ægteskab” blev modtaget af fremmede. Som man nu gør, spurgte vi selvfølgelig til hvad hinanden lavede. Begge vores bordfæller var højt uddannede med gode jobs. Da jeg fortalte at jeg var præst, følte den tyrkiske og formodentligt muslimske mand sig foranlediget til at sige, at det var ligegyldigt hvad jeg troede på. Muslim eller kristen, det gjorde det samme. Han havde respekt for mig som menneske. Jeg kunne nu ikke lade være med at sige, at for mig var det ikke ligegyldigt. Ja jeg syntes ikke, at det var specielt respektfuldt at sige, at det var ligegyldigt. Min påstand er, at jeg netop har respekt for ham ved at se og forstå at han var muslim.

Tydeligvis forundret over dette udsagn, begyndte vores bordfælle at fortælle mig, hvordan han havde taget de danske samfundsværdier til sig. Han var f.eks. blevet skilt fra sin første kone. Drak han måske ikke alkohol? Jeg kunne jo selv se, at han sad med en cognac til kaffen. Noget ingen ordentlig muslim ville gøre.

Nu kunne denne beskrivelse af konversationen under kaffen lyde som en karikatur. Men min bordherre mente i ramme alvor at ville vise os, at han havde gjort hvad han kunne for at tilpasse sig det danske samfund. Tro mig; intet ligger mig fjernere end at hænge en i øvrigt venlig og sympatisk mand ud.

Sagen er den at begrebet: ”Skik følge eller land fly” pludselig fik en helt ny betydning. Han pegede jo på en tendens, som jeg bestemt ikke synes er en efterfølgelse værdig. En skilsmisse er altid en ulykke. Jeg har sjældent mødt nogen der ikke ser deres skilsmisse som et af livets største nederlag. Og der er alt for mange med alvorlige misbrugsproblemer i Danmark. Jeg siger ikke dette for at svinge den moralske fane og pege fingre af nogen. Ingen skal leve i utålelige ægteskaber, og ingen tager skade af en cognac til kaffen.

Men se det for dig, hvis der er nogen der opfatter det som en specielt dansk ting at blive skilt og drikke alkohol.

Vi vil da gerne kendes på noget andet, ikke? Vi vil gerne kendes på demokrati og frisind og tolerance. Der er blevet produceret en lang række af kanoner, om alt fra demokrati til natur over kunst og litteratur. Alligevel er det en velbegavet, højt uddannet mand fra et andet land, der vælger at fremhæve det vi må kalde modernitetens skyggeside. Det er rodløsheden, ensomheden, afmægtigheden i vores samfund han hæfter sig ved. Det er ulykken og tomheden.     

Pudsigt nok er det måske denne tomhed der gør, at vi så manisk forsøger at mane et billede frem af nogle værdier. Det er som, når den uhelbredeligt syge investerer en formue i ting hun aldrig kommer til at bruge eller den der gifter sig på dødslejet. For slet ikke at tale om alle vittighederne om gamle mænd og store biler. Man søger, at række ind i en fremtid der ikke tilhører en. Man forsøger at mane en illusion frem af en fremtid man ikke har.

På samme måde er det måske med en kanon for det ene og det andet. Hvad er det vi mener, når vi siger at fremmede skal tilpasse sig det danske samfund? Ved vi det egentligt selv og er der overhoved nogen bund i det. Du skal gøre som jeg siger og ikke som jeg gør, synes at være det motto vi lever under. Det må være den tanke der ligger bag, når en statsminister siger, at vi skal have religionen væk fra det offentlige rum.

Jeg taler ikke for hverken kristen eller islamisk fundamentalisme. Ingen af delene hører hjemme i et moderne sekulariseret samfund. Men i vores iver for at lægge afstand til forrige generationers kristen moralisme og angst for islamisk fundamentalisme, med alt hvad vi forbinder dermed af tvang og fordømmelse har vi placeret os mellem to stole. Der blæses til værdikamp, men ingen synes at kende værdierne.  Vi har en åndselite der fabrikerer kanoner og en tone i den almindelige folkesnak, der får det til at lyde som om indbegrebet af danske værdier er skilsmisse, guldbajere og leverpostej. Vi er polariseret imellem dem, der synes, at det er ok at kalde medborgere for perkere og dem der kan finde på at sige: ”Vi er alle sammen eens – vi er jo bare mennesker” Man skal lede længe efter dummere udsagn. Lidt populært sagt er vi mennesker fordi Harald Blåtand gjorde os kristne og det på det sprog vi i kalder dansk.

Skulle vi ikke gøre, som vi siger: Opføre os ordentligt overfor hinanden. Og sige som vi gør: Acceptere at man aldrig kan løbe fra sin fortid. Historien og traditionen følger med som skyggen. Men som skyggen, der altid forandrer sig efter lyset, må vi bestandig søge at belyse vores arv fra den rigtige vinkel, således at den bliver til sand oplysning. Den skal bruges til at lyse med men ikke som den pære, der sidder i torturbødlens lampe for at blænde modstanderen.

Hanne Dahl er født i Aalborg i 1970, men er delvist vokset op i Malaysia, Indonesien og Singapore – hvor hun gik på forskellige internationale amerikanske skoler. Hun har derfor altid haft både et dansk og et globalt perspektiv på tingene.

Hanne er efter en række år, hvor hun har pendlet mellem  Bruxelles og Himmerland hjemme på fuld tid. Hun bor i Ø. Jølby, Mors sammen med sine to døtre (Har desuden en stor søn) og Mogens, der er lektor i samfundsøkonomi på Ålborg universitet og medlem af Regionsrådet.

Hun er cand. theol.. og ansat som frimenighedspræst i Morsø Frimenighed

I 1991 startede hun med at studere Teologi på Århus Universitet, men har undervejs været omkring meget andet som f.eks. det politiske arbejde og er en erfaren skribent og foredragsholder. Hun har været præst i Vesthimmerland fra 1998 og frem til 2005, hvor hun fik sin gang fast som politisk rådgiver i Europa-Parlamentet. Da Jens-Peter Bonde i 2008 valgte at træde tilbage, blev hun medlem af EU-parlamentet.