HANNE DAHL

Du skal gøre som jeg siger og ikke som jeg gør!

Skik følge eller land fly! Sådan plejer vi at sige, hvis et land har gæster, der med sin opførsel ikke lever op til det, man forventer af en gæst. Vi kan sige det i spøg, som når vi er ude og rejse og børnene ikke kan lide maden, eller toiletforholdene er anderledes, end vi er vant til. I de seneste år er det som om, det har fået større og større betydning. Og det ikke i den muntre forstand.  Muhammed krise, måske planlagte attentater og overfald. Alle alvorlige begivenheder der har fået os op på tæerne. Desværre har debatklimaet også nået dybder, man nødig vil kendes ved. Nogen mener, at man kan fratage danskere deres statsborgerskab, andre mener at vi skal acceptere, at staten opfører sig på en måde, som ikke er et retssamfund værdigt.

For ganske nylig oplevede jeg at få vendt begrebet: ”Skik følge eller land fly” på hovedet. Det skete da jeg sammen med min mand var til et større selskab. Under kaffen faldt vi i snak med nogen vi ikke kendte. Det skulle vise sig at være et dansk tyrkisk ægtepar, der var meget på vagt overfor hvordan deres ”blandede ægteskab” blev modtaget af fremmede. Som man nu gør, spurgte vi selvfølgelig til hvad hinanden lavede. Begge vores bordfæller var højt uddannede med gode jobs. Da jeg fortalte at jeg var præst, følte den tyrkiske og formodentligt muslimske mand sig foranlediget til at sige, at det var ligegyldigt hvad jeg troede på. Muslim eller kristen, det gjorde det samme. Han havde respekt for mig som menneske. Jeg kunne nu ikke lade være med at sige, at for mig var det ikke ligegyldigt. Ja jeg syntes ikke, at det var specielt respektfuldt at sige, at det var ligegyldigt. Min påstand er, at jeg netop har respekt for ham ved at se og forstå at han var muslim.

Tydeligvis forundret over dette udsagn, begyndte vores bordfælle at fortælle mig, hvordan han havde taget de danske samfundsværdier til sig. Han var f.eks. blevet skilt fra sin første kone. Drak han måske ikke alkohol? Jeg kunne jo selv se, at han sad med en cognac til kaffen. Noget ingen ordentlig muslim ville gøre.

Nu kunne denne beskrivelse af konversationen under kaffen lyde som en karikatur. Men min bordherre mente i ramme alvor at ville vise os, at han havde gjort hvad han kunne for at tilpasse sig det danske samfund. Tro mig; intet ligger mig fjernere end at hænge en i øvrigt venlig og sympatisk mand ud.

Sagen er den at begrebet: ”Skik følge eller land fly” pludselig fik en helt ny betydning. Han pegede jo på en tendens, som jeg bestemt ikke synes er en efterfølgelse værdig. En skilsmisse er altid en ulykke. Jeg har sjældent mødt nogen der ikke ser deres skilsmisse som et af livets største nederlag. Og der er alt for mange med alvorlige misbrugsproblemer i Danmark. Jeg siger ikke dette for at svinge den moralske fane og pege fingre af nogen. Ingen skal leve i utålelige ægteskaber, og ingen tager skade af en cognac til kaffen.

Men se det for dig, hvis der er nogen der opfatter det som en specielt dansk ting at blive skilt og drikke alkohol.

Vi vil da gerne kendes på noget andet, ikke? Vi vil gerne kendes på demokrati og frisind og tolerance. Der er blevet produceret en lang række af kanoner, om alt fra demokrati til natur over kunst og litteratur. Alligevel er det en velbegavet, højt uddannet mand fra et andet land, der vælger at fremhæve det vi må kalde modernitetens skyggeside. Det er rodløsheden, ensomheden, afmægtigheden i vores samfund han hæfter sig ved. Det er ulykken og tomheden.     

Pudsigt nok er det måske denne tomhed der gør, at vi så manisk forsøger at mane et billede frem af nogle værdier. Det er som, når den uhelbredeligt syge investerer en formue i ting hun aldrig kommer til at bruge eller den der gifter sig på dødslejet. For slet ikke at tale om alle vittighederne om gamle mænd og store biler. Man søger, at række ind i en fremtid der ikke tilhører en. Man forsøger at mane en illusion frem af en fremtid man ikke har.

På samme måde er det måske med en kanon for det ene og det andet. Hvad er det vi mener, når vi siger at fremmede skal tilpasse sig det danske samfund? Ved vi det egentligt selv og er der overhoved nogen bund i det. Du skal gøre som jeg siger og ikke som jeg gør, synes at være det motto vi lever under. Det må være den tanke der ligger bag, når en statsminister siger, at vi skal have religionen væk fra det offentlige rum.

Jeg taler ikke for hverken kristen eller islamisk fundamentalisme. Ingen af delene hører hjemme i et moderne sekulariseret samfund. Men i vores iver for at lægge afstand til forrige generationers kristen moralisme og angst for islamisk fundamentalisme, med alt hvad vi forbinder dermed af tvang og fordømmelse har vi placeret os mellem to stole. Der blæses til værdikamp, men ingen synes at kende værdierne.  Vi har en åndselite der fabrikerer kanoner og en tone i den almindelige folkesnak, der får det til at lyde som om indbegrebet af danske værdier er skilsmisse, guldbajere og leverpostej. Vi er polariseret imellem dem, der synes, at det er ok at kalde medborgere for perkere og dem der kan finde på at sige: ”Vi er alle sammen eens – vi er jo bare mennesker” Man skal lede længe efter dummere udsagn. Lidt populært sagt er vi mennesker fordi Harald Blåtand gjorde os kristne og det på det sprog vi i kalder dansk.

Skulle vi ikke gøre, som vi siger: Opføre os ordentligt overfor hinanden. Og sige som vi gør: Acceptere at man aldrig kan løbe fra sin fortid. Historien og traditionen følger med som skyggen. Men som skyggen, der altid forandrer sig efter lyset, må vi bestandig søge at belyse vores arv fra den rigtige vinkel, således at den bliver til sand oplysning. Den skal bruges til at lyse med men ikke som den pære, der sidder i torturbødlens lampe for at blænde modstanderen.

Hanne Dahl er født i Aalborg i 1970, men er delvist vokset op i Malaysia, Indonesien og Singapore – hvor hun gik på forskellige internationale amerikanske skoler. Hun har derfor altid haft både et dansk og et globalt perspektiv på tingene.

Hanne er efter en række år, hvor hun har pendlet mellem  Bruxelles og Himmerland hjemme på fuld tid. Hun bor i Aars sammen med sine tre børn og Mogens der er lektor i samfundsøkonomi på Ålborg universitet og medlem af Regionsrådet.

Hun er nu i færd med at afslutte sin teologiske embedseksamen, og forventer at kunne kalde sig cand theol til sommer.

I 1991 startede hun med at studere Teologi på Århus Universitet, men har undervejs været omkring meget andet som f.eks. det politiske arbejde og er en erfaren skribent og foredragsholder. Hun har været præst i Vesthimmerland fra 1998 og frem til 2005, hvor hun fik sin gang fast som politisk rådgiver i Europa-Parlamentet. Da Jens-Peter Bonde i 2008 valgte at træde tilbage blev hun medlem af EU-parlamentet.