HANNE DAHL

I sidste uge kunne man læse på EU Observer, at Delors så pessimistisk på fremtiden for Eurozonen.

En af euroens faddere udtrykte altså sin bekymring for EU og euroen forud for det nyligt afholdte topmøde. Han sagde blandt andet, at han var bekymret for den manglende vilje til at rydde op i den finansielle sektor og indføre nye regler for overvågning.

Nu har jeg ikke tidligere haft grund til at give Delors ret – men jeg må i dette tilfælde sige, at han desværre har fået ret i sin bekymring. Konklusionerne fra topmødet er hvad dette angår meget vage.

Jeg har løbende igennem krisen stillet spørgsmål til kommissionen om dens vilje til at regulere og kontrollere den finansielle sektor. Der er ingen vilje til dette. Der henvises ustandseligt til det indre markeds ret til at regere.

Delors sagde også noget andet, der for en euroskeptiker som mig nærmest giver følelsen af dejavu, i forhold til argumenter jeg tidligere har fremført: Økonomierne i Europa er for forskellige.

Bingo Delors!

Det er lige det de er. Den fælles mønt er en del af problemet ikke en del af løsningen.

Europa har brug for fælles regulering af den finansielle sektor, men stor fleksibilitet i forhold til hvilken økonomisk politik der bedst takler krisen i de enkelte lande.

På denne samling i Strasbourg skal der være debat om Tyrkiets optagelse i EU. Det hedder sig, at man skal gøre status over hvor de står i forhold til at blive medlemmer. Dette er en øvelse man laver hvert år.

Jeg mener, at Tyrkiet skal være medlem af EU. Man kan komme med argumenter for og imod, men man må gøre sig klart, at det er et politisk spørgsmål mere end noget andet…

Kritikken af Tyrkiet er berettiget på mange punkter, men hvorfor er det kun overfor tyrkerne, man tager konsekvensen og siger nej? Lurepasseriet og undskyldningerne må stoppe og der bør laves en seriøs plan for at få Tyrkiet ind i EU. Det vil tage lidt tid, men landet skal med, og det skal vi sige klart og forpligtigende.

Det vanskelige ved debatten om Tyrkiet er, at den altid kommer til at handle om alt muligt andet end hvorvidt Tyrkiet er klar til at blive medlem. Lande, der skal optages i EU, er selvfølgelig nødt til være demokratiske, overholde menneskerettighederne og have en styreform der garanterer disse to ting. Det er derfor helt naturligt, at man diskuterer dette i forbindelse med Tyrkiet, på samme måde som man for nylig har diskuteret det i forbindelse med Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. Her gælder, at der stadig er ganske store problemer i Bulgarien og Rumænien, ligesom der også var det da man optog dem i EU.

I forhold til Tyrkiet er der altid en dagsorden bag ved dagsordenen. Det ene punkt på den handler om, at Tyrkiet er et stort land der vil forskubbe magtbalancen mellem de andre store lande i EU. Det andet punkt handler om, at man ikke ønsker at optage et islamisk land i EU.

Nu er der ingen, der ønsker at fremstå som fremmedfjendske hvorfor spørgsmålet om det islamiske ofte drejes hen på EU’s kulturelle værdier. Vi mindes debatten om hvorvidt der skulle være en reference til kristendommen i præamblen til Forfatningen eller ej. Denne reference blev af nogen set som en forsikring mod Tyrkiet. For andre var det en henvisning til den kulturhistoriske rolle, kristendommen unægteligt har spillet i forhold til udviklingen af det europæiske demokrati, forståelsen af individet som ukrænkeligt og dermed menneskerettighedernes tilblivelse.

Men lad dette være en anledning til, at vi ser på hvilken rolle religionen skal spille i politik.

Den evangelisk-lutherske kirke jo netop er kendetegnet ved en skarp adskillelse mellem den verdslige og den kirkelige magt – noget jeg ikke ser nogen grund til at ophæve. Derfor argumenterede jeg også imod at man indskrev en reference til kristendommen i Forfatningen.

Til gengæld mener jeg i modsætning til vores statsminister, at der er brug for mere religion i samfundsdebatten i stedet for mindre. Men jeg mener ikke, at målet er en kirkelig stat. Jeg mener heller ikke, at EU skal være et religiøst samarbejde. Jeg mener at samfundsstrukturen, hvad enten den er national eller europæisk, skal være verdslig. Men den skal sikre, at man kan ytre sig religiøst. I den forbindelse har jeg studeret den amerikanske filosof John Rawls, der opererer med en privat og en offentlig sfære, når det drejer sig om religion i samfundsdebatten. Han laver en skelnen mellem hvornår man må argumentere religiøst og hvornår man ikke må. Han siger eksplicit, at politikere ikke må begrunde deres handlinger religiøst, fordi de agerer indenfor den offentlige sfære. Derimod må præster, universitetsfolk og lærere f.eks. meget gerne argumentere med afsæt i religionen.

I stedet for en pseudodebat om demokratiet i Tyrkiet er der brug for en reel og åben debat, om hvilken plads religionen kan og skal spille i samfundsdebatten. Vi er nødt til at skabe et europæisk samarbejde, der er i stand til at tage den udfordring op, som et Europa der er sammensat at forskellige religioner er. Dette uden at vi mister de centrale værdier om menneskets ukrænkelighed, der udspringer af de værdier der skabes i smeltediglen af jødisk, kristent og hellenistisk kultur i århundrederne før og efter Kristi fødsel.

De sidste par dage har jeg i medierne læst og set om, at der i 2011 satses på at være flere tusind elbiler, som kører rundt på de danske veje. Og i de sidste måneder er der blevet mere og mere fokus på elbilen som en seriøs arvtager for benzin- og dieselkøretøjer. Selv har jeg længe haft elbiler som en af mine mærkesager og også haft en kronik og debatindlæg i danske aviser i efteråret 2008.

Mit næste skridt er at fremsætte en skriftlig erklæring i EU-Parlamentet i februar for at fremme elbiler i EU. Hvis erklæringen får et flertal af mine parlamentarikerkollegers underskrifter bliver den sendt videre til Kommissionen, som så skal tage sagen op. Jeg fremsætter den sammen med nogle kolleger, som er meget indflydelsesrige på miljøområdet – bl.a. Miljøudvalgets næstformand Hans Blokland. Vi håber selvfølgelig på succes!

I sommer besøgte min politiske gruppe i EU-Parlamentet mig i Danmark og for at have lidt sjovt på programmet havde vi arrangeret en køretur i en elbil. Firmaet Lithium Balance kom på besøg med deres elektriske bil og alle havde mulighed for at få sig en køretur. Den udleder ikke CO2 og giver mindre partikelforurening. Men så er den også fuldstændig lydløs når man kører i den – du kan kun høre hjulene køre rundt.

Fordelene ved elbiler er mange og jeg er glad for at der endelig sker noget på området – det kan faktisk ikke gå hurtigt nok.

Barroso er for tiden en hyppig gæst i EU-parlamentets formandskonference. Igen i dag skulle vi mødes over kaffe og croissanter. Temaet er ligeså forudsigeligt – som at kaffen er kold og jeg krummer ud over det hele – den finansielle krise.
EU er i forfærdelige problemer her. Man vil gerne optræde handlekraftigt, men reelt er der ikke det helt store overblik. Man taler om at skabe tillid. Man taler om grøn vækst i bilindustrien. Man taler om finansielle hjælpepakker til banksektoren. Man taler om at skabe jobs i de såkaldte smv’er. EU-slang for små og mellemstore virksomheder.

Mange er ordene. Kun en ting kan alle enes om og det er at der snart er valg. Som om det faktum at der snart er valg til EU-parlamentet skulle have nogen indflydelse på, hvordan man reagerer i en finansiel krise.

Når der er krise, bør politikere reagere som de finder det klogt i overenstemmelse med deres politiske program. Perspektivet er skræmmende, hvis man motiverer sin gøren og laden med taktiske politiske overvejelser.

Men hvorom alting er, under disse debatter viser der sig nogle sjove linjer, eller man skulle måske snarere sige kryds i europæisk politik, som på bedste vis illustrerer hvorfor dette samarbejde er så kompliceret.

Lad mig give nogle eksempler. Et oplagt sted at begynde er ved det faktum, at den jeg er mest enig med i spørgsmålet om regulering af den finansielle sektor er lederen af den konservative gruppe Joseph Daul. Jeg er af den opfattelse, at man skal sikre sig at det samme ikke kan ske igen. Derfor må man stille nogle krav til offentlighedens mulighed for at få indsigt i banksektoren. Bankerne skal oplyse om deres solvensprocent o.s.v. Endvidere bør man genindføre princippet om, at der i bankers og forsikringsselskabers bestyrelse sidder en repræsentant for offentligheden. Dette har jeg allerede ved krisens begyndelse stillet spørgsmål om til kommissionen og foreslået under debatten i salen.

Det selvsamme forslag blev i sidste uge fremsat af Helle Thorning i Danmark. Her udløste det følgende reaktion fra de konservatives leder Lene Espersen. Hun sagde nogenlunde ordret: “Det er jo rendyrket kommunisme, det lyder som et forslag der hørere hjemme i Nordkorea.” Men ikke desto mindre er det præcis hvad hendes leder i den europæiske konservative gruppe i EU-parlamentet foreslår.

Franskmændene er generelt for regulering. Hvor imod Barroso repræsenterer kommissionens synspunkt der siger, at man under ingen omstændigheder må lægge hindringer i vejen for det indre marked.

Et andet meget kontroversielt spørgsmål er om man kan fravige stabilitetspagtens krav og få lov til at bruge det offentlige forbrug til at sætte gang i økonomien. Her har Barroso opfundet de tre T’er: Det står for timing, targeting og temporary. Man må altså rettidigt, målrettet og midlertidigt afvige fra stabilitetspagtens krav.

Men her ser tyskerne ud som om han har budt dem en portion søm. Merkel og Sarkozy har i følge Sarkozy selv, haft meget ophedede debatter om dette. Tyskerne vil under ingen omstændigheder sætte deres overordnede mål om lav inflation i fare.

Jeg spurgte nok engang om viljen til at regulere den finansielle sektor, og fik et indirekte svar: EU har ingen magt til at regulere her, det er medlemsstaternes område.

Men det er jo noget værre vrøvl. Det er i høj grad EU’s kompetenceområde. Den finansielle sektor er indre marked og hører dermed under regler for det indre marked og national regulering ville blive opfattet som konkurrenceforvridning.

Dernæst spurgte jeg om staternes finansieringsmæssige krise. Det viser sig jo nu, at der i høj grad er problemer indenfor eurozonen, fordi der er så stor forskel på landendes økonomier. Der er et voldsomt rentespænd mellem de såkaldte PIGS countries; Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien og så f.eks. Tyskland. I Grækenland diskuterer man at staten vil få problemer med at refinansiere sin gæld. Der er simpelthen ikke tillid til græske statsobligationer. Her er vi inde ved kernen af euroens problemer.

Jeg sagde, at eurozonen eksplicit ikke er en fiskal union. Men det kunne være interessant at vide om kommissionen havde nogle bud på at ændre på det. Vi er ved euro-modstanderens centrale argument imod euroen her, man får aldrig en stærk mønt så længe der ikke er en koordineret økonomisk politik. En økonomisk union må med tiden føre til en politisk union.

Dette spørgsmål om den fiskale krise er det fuldstændigt umuligt at få noget svar på. Barroso så helt vild ud, da jeg spurgte og undgik omhyggeligt at svare mig direkte. Han sagde henvendt til alle, at man var klar over at der var en fiskal krise… Intet mere, ingen løsning, ingen erkendelse af at dette problem er euroens centrale problem.

Vi er inde ved kernen af den store udfordring, den finansielle krise udgør for eurolandene. Og en af de bedste grunde til at afvise statsministerens ønske om en euroafstemning, som det rene vanvid. Ingen ansvarlig statsleder kan da ønske at føre sit land ind i et økonomisk samarbejde, der er i så store problemer for at få lov til at sidde med ved et eller andet bord. Hvor herre bevars! Man skal lede længe efter mage til stupiditet.