HANNE DAHL

På denne samling i Strasbourg skal der være debat om Tyrkiets optagelse i EU. Det hedder sig, at man skal gøre status over hvor de står i forhold til at blive medlemmer. Dette er en øvelse man laver hvert år.

Jeg mener, at Tyrkiet skal være medlem af EU. Man kan komme med argumenter for og imod, men man må gøre sig klart, at det er et politisk spørgsmål mere end noget andet…

Kritikken af Tyrkiet er berettiget på mange punkter, men hvorfor er det kun overfor tyrkerne, man tager konsekvensen og siger nej? Lurepasseriet og undskyldningerne må stoppe og der bør laves en seriøs plan for at få Tyrkiet ind i EU. Det vil tage lidt tid, men landet skal med, og det skal vi sige klart og forpligtigende.

Det vanskelige ved debatten om Tyrkiet er, at den altid kommer til at handle om alt muligt andet end hvorvidt Tyrkiet er klar til at blive medlem. Lande, der skal optages i EU, er selvfølgelig nødt til være demokratiske, overholde menneskerettighederne og have en styreform der garanterer disse to ting. Det er derfor helt naturligt, at man diskuterer dette i forbindelse med Tyrkiet, på samme måde som man for nylig har diskuteret det i forbindelse med Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. Her gælder, at der stadig er ganske store problemer i Bulgarien og Rumænien, ligesom der også var det da man optog dem i EU.

I forhold til Tyrkiet er der altid en dagsorden bag ved dagsordenen. Det ene punkt på den handler om, at Tyrkiet er et stort land der vil forskubbe magtbalancen mellem de andre store lande i EU. Det andet punkt handler om, at man ikke ønsker at optage et islamisk land i EU.

Nu er der ingen, der ønsker at fremstå som fremmedfjendske hvorfor spørgsmålet om det islamiske ofte drejes hen på EU’s kulturelle værdier. Vi mindes debatten om hvorvidt der skulle være en reference til kristendommen i præamblen til Forfatningen eller ej. Denne reference blev af nogen set som en forsikring mod Tyrkiet. For andre var det en henvisning til den kulturhistoriske rolle, kristendommen unægteligt har spillet i forhold til udviklingen af det europæiske demokrati, forståelsen af individet som ukrænkeligt og dermed menneskerettighedernes tilblivelse.

Men lad dette være en anledning til, at vi ser på hvilken rolle religionen skal spille i politik.

Den evangelisk-lutherske kirke jo netop er kendetegnet ved en skarp adskillelse mellem den verdslige og den kirkelige magt – noget jeg ikke ser nogen grund til at ophæve. Derfor argumenterede jeg også imod at man indskrev en reference til kristendommen i Forfatningen.

Til gengæld mener jeg i modsætning til vores statsminister, at der er brug for mere religion i samfundsdebatten i stedet for mindre. Men jeg mener ikke, at målet er en kirkelig stat. Jeg mener heller ikke, at EU skal være et religiøst samarbejde. Jeg mener at samfundsstrukturen, hvad enten den er national eller europæisk, skal være verdslig. Men den skal sikre, at man kan ytre sig religiøst. I den forbindelse har jeg studeret den amerikanske filosof John Rawls, der opererer med en privat og en offentlig sfære, når det drejer sig om religion i samfundsdebatten. Han laver en skelnen mellem hvornår man må argumentere religiøst og hvornår man ikke må. Han siger eksplicit, at politikere ikke må begrunde deres handlinger religiøst, fordi de agerer indenfor den offentlige sfære. Derimod må præster, universitetsfolk og lærere f.eks. meget gerne argumentere med afsæt i religionen.

I stedet for en pseudodebat om demokratiet i Tyrkiet er der brug for en reel og åben debat, om hvilken plads religionen kan og skal spille i samfundsdebatten. Vi er nødt til at skabe et europæisk samarbejde, der er i stand til at tage den udfordring op, som et Europa der er sammensat at forskellige religioner er. Dette uden at vi mister de centrale værdier om menneskets ukrænkelighed, der udspringer af de værdier der skabes i smeltediglen af jødisk, kristent og hellenistisk kultur i århundrederne før og efter Kristi fødsel.