HANNE DAHL

Palmesøndag

I Karen Blixens roman ”Gengældelsens veje” er der en grusom mand, der udnytter forsvarsløse kvinder og børn. Han handler med dem til prostitution. Han afsløres og fanges. Retfærdigheden sker fyldest. Den onde mand ødelægges. Det der ødelægger ham er ikke straffen. Det er ikke fængsel på livstid eller dødsstraf. Det der ødelægger ham er, at et af hans ofre tilgiver ham. Det er ”Gengældelsens veje”. Den samme tanke er der i noget, jeg engang hørte Balkan-eksperten Karsten Fledelius sige: Giv din modstander en gave han ikke forventer, han sagde det i en sammenhæng hvor han blev spurgt om hvad der skulle til for at opnå fred på det borgerkrigshærgede Balkan. Giv din modstander en gave han ikke forventer, sagde han.

I dag handler det om at give og modtage gaver. Det handler om en kvinde, der giver en krukke fuld af kostbar olie bort.  Det handler også om Jesus der skridt for skridt nærmer sig det uafvendelige. Han rider mod det - nogen ville kalde historiens største justitsmord - andre historiens største gave. Gaven knytter sig til, at han fysisk flytter sig. Han rider hen hvor han skal være, for at Gud kan handle med ham. For at Gud kan ofre ham.

Åh nej lad nu være. Vend om, rid hjem til Nazareth!

Sådan har man det, når man hører historien om indtoget i Jerusalem. Det er næsten ikke til at bære. Vi ved hvad der venter Jesus i den næste uge. Bare vi kunne advare ham.

Vi aner hvad der venter os. Får Jesus lov til at ride ind i Jerusalem, er vores liv for altid ændret.

Jesus gør det han skal. Ringen sluttes, den gammeltestamentlige profeti, som vi netop har hørt den hos Zakarias, går i opfyldelse: Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel. 

Vi har hørt påskens fortælling gentaget i den kristne menighed i snart 2000 år.

”Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende”.

Med disse ord, sagt om kvinden med den kostbare olie, viser Jesus os ikke bare, at han ved hvad der er i vente. Han rækker bogstaveligt frem mod og ind i vores sammenhæng. Han forudgriber lige præcis den situation, at vi er samlet her i dag for at høre evangeliet prædiket. Få steder føler man sig så direkte talt til I evangeliet som her. Jesus er nemlig bevidst om, at der vil blive et evangelium at prædike og at det vil nå ud i verden. Han ved, at der bliver et godt budskab at fortælle. Han ved, at historien ikke ender med korsfæstelse og død.

Det gør vi også. Derfor eller måske på trods deraf lader vi ham ride videre hen af gaderne i Jerusalem i stedet for at bede ham stoppe op, rive ham af æslet og sende ham hjem til sin mor.

Om kvinden med den kostbare olie ved hvad der skal ske, er mere usikkert. I Markus-evangeliets version af historien er hun bare en kvinde. I Johannes version af fortællingen hedder hun Maria og er søster til den Lazarus, som Jesus kort forinden har opvakt fra de døde. 

Er temaet vigtigt for fortællingen? Er det vigtigt om kvinden ved hvad der skal ske i de kommende dage? For os ja. Vi ved, hvad der skal ske og kan ikke lade være med at lave en sammenkobling af de to begivenheder. Det gør Jesus også selv. Han henviser til sin begravelse. Disciplene ved ikke, hvad der skal ske. De ved ikke, at Jesus skal dø om lidt. Det lader vi tjene dem, som en undskyldning. Hvis de havde vidst det, ville de nok ikke have sagt noget til, at der blev gjort lidt stads ud af deres mester. Men er vi ikke ellers tilbøjelige til at tænke som dem? Til hvad nytte skal al den kostbare olie hældes ud.  

De som os - bliver oprørte over gerningens karakter af ødselhed. Salven kunne have været solgt for over trehundrede denarer og man kunne have uddelt almisser til de fattige.

Kvindens gerning har ikke karakter af almisse. Den er ødsel. Jesus han tager hende i forsvar. Han beder os om at se på gerningen i sig selv. ”Hun har gjort hvad hun kunne” siger han. Hun har handlet ud fra ønsket om at gøre denne ene gerning så godt som muligt. Hun har gjort en kærlighedsgerning. En kærlighedsgerning er i sit væsen ødsel. Som vi ved fra Paulus søger kærligheden ikke sit eget. En gerning gjort i kærlighed, er en gerning gjort ud af ønsket om netop at gøre bare den gerning. En gerning uden falskhed.

Vi ved det godt. Vi ved udmærket godt, hvornår vi gør noget for at opnå noget, eller tage os særligt godt ud. Den gerning der har et andet mål end sig selv, har altid et vist skin af falskhed. Den giver sig ud for at være noget andet. Den hykler. Denne falskhed afslører Jesus hos disciplene i deres iver for hver især at vise ham, deres mester, at De netop er Den, der har forstået budskabet om næstekærlighed og at gøre vel mod de fattige bedst.

Jesus afslører dem blidt, ved at bede dem lade kvindens kærlighedsgerning tale for sig selv. Han er ikke pludselig blevet ligeglad med de fattige, eller voldsomt optaget af sig selv. Han tager imod en gave givet af et godt hjerte. At tage imod en gave kan være lige så svært som at give den af et ærligt hjerte.

På denne måde bliver dagens evangelium en fortælling om at give og modtage. At give ødselt uden bagtanke. En gave uden andet mål end at gøre modtageren vel.

Giv din modstander en gave han ikke forventer.      

Palmesøndag ridder Jesus ind i Jerusalem. Vi har lyst til at stoppe ham. Vi ved han går en grufuld tid i møde. Hvis vi stopper ham, annullerer vi den største gave nogensinde givet. Hvis vi stopper ham, behøver vi ikke modtage Guds gave. Gaven givet af et rent hjerte. Gaven givet uden øje for egen vinding. Gud ofrer sin søn. En far der giver det mest dyrebare - han kan give – sit eget barn. Gaven er mere ødsel end noget vi kan forestille os. Den gives uden bitterhed. Den gives for vores skyld. Den er så ødsel, at vi måske som disciplene ikke kan finde ud af at tage imod den.

Vi ønsker at Jesus vender om.

Kan vi bære vægten af en ødsel gave givet uden fordringer. Som Jesus siger om kvinden med den kostbare olie: ”Hun har gjort hvad hun kunne”. Hvad mere kan man forlange af nogen? Gud gør hvad han kan. Han har ladet sin søn leve et menneskeliv med den glæde og sorg, lykke og smerte som et menneskeliv indebærer. Om lidt lader han Jesus gå gennem dødens mørke. Han gør det som ingen andre forældre kan. Han lader sin søn gå i døden. Han lader ham dø og genopstå for at give os den trøst, at intet godt har en ende. Vi plejer at sige, at alt godt har en ende. Det passer ikke. For Gud er der ingen ende. Ingen ende på godheden - ødselheden.

Giv din modstander en gave han ikke forventer.

Kan vi så finde ud af at modtage den gave? Beder vi Jesus om at vende om? Eller lader vi ham ride videre. Vel vidende at han er en del af en gave så ødsel, at vi som disciplene ikke vil vide af den.

Vi lader ham ride videre. Vi lægger bånd på os selv, for inderst inde ved vi godt, at Gaven fra Gud gør os i stand til at modtage alle andre gaver. Gaven fra Gud gør os i stand til at modtage tilgivelsen.

Giv din modstander en gave han ikke forventer. Vi gør modstand. Vi værger os ved, at livet er en gave fra Gud. Hverken dette eller det evige liv er en selvfølge. Med det evige livs gave kan vi aldrig mere betragte dette liv, vi lever, som en selvfølge.

Vi gør modstand.

Men modstanden kan ikke bestå. Som den onde mand i Karen Blixens fortælling tilintetgøres af tilgivelsen, således forsvinder vores modstand, når Gud giver sin gave. Han tilgiver os vores modstand.

Giv din modstander en gave han ikke forventer.

Jesus rider adstadigt videre. Vi lader ham følge det spor, der er lagt ud for ham. Vi lader ham tage den vej, der gør os til modtagere af alle tiders mest ødsle gave. Vores modstand er nedbrudt, vi håber på en glædelig påske.

Amen 

Midfaste søndag

I den populære amerikanske storfilm Pirates of the Caribeean er historiens omdrejningspunkt en forbandelse, der er nedkaldt over en flok pirater. De er dømt til for evigt at sejle de syv verdenshave; plyndre og myrde, men uden nogensinde at føle sig tilfredse derved. Forbandelsen består i, at de aldrig vil komme til at føle sig mætte. I filmen afbilledes dette meget fantasifulgt ved at vi ser dem som skelletkroppe i måneskin, og vi ser, at alt hvad de drikker og spiser ryger lige igennem uden nogensinde at rammen mavens bund.

En morsom eventyrfilm ja – men i grunden en barsk pointe. Tænk hvis intet af det vi gør, nogensinde gør os tilfredse. Tænke at drikke og drikke men altid føle en ubændig tørst. Tænk at spise og spise men altid høre tarmene skrige af sult. Tænk at begære alt så meget men aldrig være opfyldt af kærlighed.

I dag midfaste søndag handler det meget selvfølgeligt om mad. I dagens lektie hører vi fortællingen fra anden Mosebog om Gud der bespiste Israelitterne med manna, da de vandrede ude i ørkenen med Moses.

Dagens evangelium er den tekst, der følger umiddelbart efter, at Jesus har mættet 5000 med fem bygbrød og to fisk. Efter denne bespisning tager Jesus og hans disciple over på den anden side og slår lejr for natten. Dagen efter er de der igen, skarerne som Jesus bespiste dagen før. Måske kom de bare igen fordi de var fattige og sultne. Måske kom de for, som Jesus frygtede at føre ham til Jerusalem og gøre ham til konge. Måske kom de bare for at være lidt mere sammen med ham, der gjorde forunderlige ting, men fik dem alle til at føle sig så godt tilpas.

Jesus tillægger dem i hvert fald ikke nogle særligt ædle motiver, han hævder at de blot er kommet for at få mere mad og derved opstår samtalen om de forskellige slags mad. Der er mad der forgår og mad som består til evigt liv.

I denne samtale er der to helt centrale temaer. Det ene er at Jesus afviser at være en mirakelmand. De forsamlede sammenligner ham med Moses og giver udtryk for en forståelse af, at han er en særlig hellig mand, der kan gøre de samme tegn og undere som Moses. Jesus afviser både på egne og på Moses vegne at være særlig. Han henviser den undrende skare til, at det er Gud der handler. Det var Gud og ikke Moses der gav dem Manna i ørkenen. Det er Gud der giver brødet til evigt liv. Skaren forstår ham stadig ikke helt og siger, så giv os da det brød. Hvortil Jesus svarer:

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal ikke tørste.” Og lige umiddelbart efter sluttes sammenhængen af med at Jesus omtaler sit legeme og blod som kilden til det evige liv.

Forskydningen i dette dramatisk højspændte kapitel i Johannes evangeliet fra -  at Jesus er den der gør noget usædvanligt - nemlig at bespise 5000 til, at han er blevet lig med den guddommelige handling at give liv. Det evige liv. Vi flytter os indenfor kapitel seks, der strækker sig over bare tre sider fra en konkret gerning, der består i uddeling af brød og fisk og til noget abstrakt: Jesus som det evige liv. Jesus der identificerer sig selv med nadverens elementer.

Fra mad i munden til føde der mætter sjælen.

Det er ikke så underligt, at de forsamlede har svært ved at følge med og beder Jesus om noget mere mad. De har ikke forstået rækkevidden af Jesu ord: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal ikke tørste.”

De forsamlede forstår ikke rækkevidden og de kan ikke finde ud af hvad det er med de to slags mad.

Hvad nu hvis der slet ikke er tale om to slags mad? Hvad nu hvis der snare er tale om at det ene forudsætter det andet? Ville brødet og fiske gavne os hvis ikke Jesus var livets brød? Eller ville det være som med de forbandede pirater, der bestandigt følte sult og tørst uanset hvor meget de åd eller drak. Ville vores skæbne være at flakke om på de syv verdenshave offer for vores begær men uden nogensinde at føle tilfredsstillelse. I en evindelig rus der aldrig bragte os nogen glæde.

Johannes fortælling om Jesus bevæger sig fra det konkrete bespisningsunder til det abstrakte på meget få linjer for måske at sige os, at begge dele er det samme.

Hvordan ville vores liv være uden Jesu ord om, at vi ikke kun skal nøjes med den mad vi kan se og smage?

Hvordan ville vores liv være uden Nadveren, der søndag efter søndag tilsiger os syndernes forladelse?

Hvordan ville vores liv være uden påskens under, som vi om nogle få uger skal gennemleve med Jesus?

Hvordan ville vores liv være uden løftet om, at vi må arve det evige liv?

Hvordan ville dette liv være uden det evige liv?

I vores pirat film har den forbandede sørøverkaptajn et eneste ønske. Han ønsker igen at kunne spise et æble. Spise et æble, mærke fastheden når fortænderne borer sig igennem skrællen, kulden fra saften og det syrligt søde gys når kødet findeles mellem kindtænderne. Følelsen af mæthed og tilfredshed når skroget kastes over skulderen.

  ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal ikke tørste.” siger Jesus. Dette siger han velopmærket efter at have stillet sulten hos 5000 mennesker. Jesus fortæller os ikke, at vi ikke skal spise eller føle sult. Ingen hyklerisk fornægtelse af menneskets faktiske fysiske behov. Han pålægger os ikke at faste. Det så allerede Martin Luther og han gjorde op med den katolske kirkes forståelse af, at det var en Gudvelbehagelig gerning at faste.

Jesus tager som sande menneske han er udgangspunkt i vores behov for at spise. Som den sande Gudssøn han er, giver han os den gave at kunne mættes. Han giver os et jordisk menneskeliv at leve i guddommelig glans. Han giver os ”et jævnt og muntert virksomt liv på jord” og han fortæller os ”at kun fyldestgjort af glans fra evigheden” leves det sande menneskeliv.

Så længe vi tror hans ord skal vi aldrig spise uden at mættes:

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal ikke tørste.”

Du skal gøre som jeg siger og ikke som jeg gør!

Skik følge eller land fly! Sådan plejer vi at sige, hvis et land har gæster, der med sin opførsel ikke lever op til det, man forventer af en gæst. Vi kan sige det i spøg, som når vi er ude og rejse og børnene ikke kan lide maden, eller toiletforholdene er anderledes, end vi er vant til. I de seneste år er det som om, det har fået større og større betydning. Og det ikke i den muntre forstand.  Muhammed krise, måske planlagte attentater og overfald. Alle alvorlige begivenheder der har fået os op på tæerne. Desværre har debatklimaet også nået dybder, man nødig vil kendes ved. Nogen mener, at man kan fratage danskere deres statsborgerskab, andre mener at vi skal acceptere, at staten opfører sig på en måde, som ikke er et retssamfund værdigt.

For ganske nylig oplevede jeg at få vendt begrebet: ”Skik følge eller land fly” på hovedet. Det skete da jeg sammen med min mand var til et større selskab. Under kaffen faldt vi i snak med nogen vi ikke kendte. Det skulle vise sig at være et dansk tyrkisk ægtepar, der var meget på vagt overfor hvordan deres ”blandede ægteskab” blev modtaget af fremmede. Som man nu gør, spurgte vi selvfølgelig til hvad hinanden lavede. Begge vores bordfæller var højt uddannede med gode jobs. Da jeg fortalte at jeg var præst, følte den tyrkiske og formodentligt muslimske mand sig foranlediget til at sige, at det var ligegyldigt hvad jeg troede på. Muslim eller kristen, det gjorde det samme. Han havde respekt for mig som menneske. Jeg kunne nu ikke lade være med at sige, at for mig var det ikke ligegyldigt. Ja jeg syntes ikke, at det var specielt respektfuldt at sige, at det var ligegyldigt. Min påstand er, at jeg netop har respekt for ham ved at se og forstå at han var muslim.

Tydeligvis forundret over dette udsagn, begyndte vores bordfælle at fortælle mig, hvordan han havde taget de danske samfundsværdier til sig. Han var f.eks. blevet skilt fra sin første kone. Drak han måske ikke alkohol? Jeg kunne jo selv se, at han sad med en cognac til kaffen. Noget ingen ordentlig muslim ville gøre.

Nu kunne denne beskrivelse af konversationen under kaffen lyde som en karikatur. Men min bordherre mente i ramme alvor at ville vise os, at han havde gjort hvad han kunne for at tilpasse sig det danske samfund. Tro mig; intet ligger mig fjernere end at hænge en i øvrigt venlig og sympatisk mand ud.

Sagen er den at begrebet: ”Skik følge eller land fly” pludselig fik en helt ny betydning. Han pegede jo på en tendens, som jeg bestemt ikke synes er en efterfølgelse værdig. En skilsmisse er altid en ulykke. Jeg har sjældent mødt nogen der ikke ser deres skilsmisse som et af livets største nederlag. Og der er alt for mange med alvorlige misbrugsproblemer i Danmark. Jeg siger ikke dette for at svinge den moralske fane og pege fingre af nogen. Ingen skal leve i utålelige ægteskaber, og ingen tager skade af en cognac til kaffen.

Men se det for dig, hvis der er nogen der opfatter det som en specielt dansk ting at blive skilt og drikke alkohol.

Vi vil da gerne kendes på noget andet, ikke? Vi vil gerne kendes på demokrati og frisind og tolerance. Der er blevet produceret en lang række af kanoner, om alt fra demokrati til natur over kunst og litteratur. Alligevel er det en velbegavet, højt uddannet mand fra et andet land, der vælger at fremhæve det vi må kalde modernitetens skyggeside. Det er rodløsheden, ensomheden, afmægtigheden i vores samfund han hæfter sig ved. Det er ulykken og tomheden.     

Pudsigt nok er det måske denne tomhed der gør, at vi så manisk forsøger at mane et billede frem af nogle værdier. Det er som, når den uhelbredeligt syge investerer en formue i ting hun aldrig kommer til at bruge eller den der gifter sig på dødslejet. For slet ikke at tale om alle vittighederne om gamle mænd og store biler. Man søger, at række ind i en fremtid der ikke tilhører en. Man forsøger at mane en illusion frem af en fremtid man ikke har.

På samme måde er det måske med en kanon for det ene og det andet. Hvad er det vi mener, når vi siger at fremmede skal tilpasse sig det danske samfund? Ved vi det egentligt selv og er der overhoved nogen bund i det. Du skal gøre som jeg siger og ikke som jeg gør, synes at være det motto vi lever under. Det må være den tanke der ligger bag, når en statsminister siger, at vi skal have religionen væk fra det offentlige rum.

Jeg taler ikke for hverken kristen eller islamisk fundamentalisme. Ingen af delene hører hjemme i et moderne sekulariseret samfund. Men i vores iver for at lægge afstand til forrige generationers kristen moralisme og angst for islamisk fundamentalisme, med alt hvad vi forbinder dermed af tvang og fordømmelse har vi placeret os mellem to stole. Der blæses til værdikamp, men ingen synes at kende værdierne.  Vi har en åndselite der fabrikerer kanoner og en tone i den almindelige folkesnak, der får det til at lyde som om indbegrebet af danske værdier er skilsmisse, guldbajere og leverpostej. Vi er polariseret imellem dem, der synes, at det er ok at kalde medborgere for perkere og dem der kan finde på at sige: ”Vi er alle sammen eens – vi er jo bare mennesker” Man skal lede længe efter dummere udsagn. Lidt populært sagt er vi mennesker fordi Harald Blåtand gjorde os kristne og det på det sprog vi i kalder dansk.

Skulle vi ikke gøre, som vi siger: Opføre os ordentligt overfor hinanden. Og sige som vi gør: Acceptere at man aldrig kan løbe fra sin fortid. Historien og traditionen følger med som skyggen. Men som skyggen, der altid forandrer sig efter lyset, må vi bestandig søge at belyse vores arv fra den rigtige vinkel, således at den bliver til sand oplysning. Den skal bruges til at lyse med men ikke som den pære, der sidder i torturbødlens lampe for at blænde modstanderen.

2. søndag efter helligtrekonger

Når nogen får kærligheden at føle er det ikke rart. Det er noget ganske andet end at være mærket af kærlighed. Berørt af nogens omsorg.

Med reformationen og oversættelsen af de hellige skrifter fra latin til modersmålet opstår der en forståelse af at bare evangeliet rammer øret, vil det virke. Bogstaveligt talt ville evangeliet sprede sit lys i vores sind når hammeren ramte ambolten inde i øret. Ordet er begivenhed og Kristus er handlende til stede i Gudstjenesten.

Ordet bevæger os måske. Det rører os måske. Det sætter noget i gang.

Det gælder for Johannes fortælling i dagens evangelium. Den er stærk, klar og meget nutidig. Modstillingen mellem Jesus der kerer sig om at stille mere end den fysiske tørst og konens mangel på evne til at høre og forstå.

Hvis du bare vidste…  Vi kan næsten føle ærgelsen, der altid knytter sig til et udsagn som det. Hvis du bare vidste, hvor meget du skuffer mig, når du gør sådan. Vi kan høre den forsømte ægtefælle. Eller hvis du bare vidste hvor glad du ville gøre mor, hvis du spiser dine kartofler.

”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand”

Siger Jesus til den samaritanske kvinde, om hvem man kan sige at hun nok har fået kærligheden at føle, men ikke er mærket af den. Kort forinden har han bedt hende om at give sig vand. Det afstedkommer et replikskifte der for den ene dels vedkommende går på det modsætningsforhold der var mellem jøder og samaritanere.

Derudover er der en misforståelse, ja mere end det; det er som om at de to der samtaler aldrig helt taler om det samme. Den ene taler i øst og den anden svarer i vest. Jesus beder om vandet. Efter at have overstået konflikten mellem samaritanere og jøder bliver det til et spørgsmål om hvorvidt Jesus har en spand. Konen fra Samaria forstår intet; først bad den fremmede hende om vand, nu vil han give hende noget, men det er hende der har spanden.      

Man kan måske ikke fortænke Jesus i sit: Hvis bare du vidste…

”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand”

Afstanden mellem Jesu tale om ”det levende vand” og konens snak om spanden synes næsten uendelig lang. Den er en prædiken om vores mangel på evne til at se det guddommelige, selv når det manifesterer sig lige for næsen af os.

Det er indlysende at tolke ”Det levende vand” som dåbens vand. Dåben forekommer os selvindlysende. Alligevel er Johannes tekst om dåben her i tiden efter jul og helligtrekonger placeret her, for at give os lejlighed til at prædike over den. Den allerførste tekstrække er bygget op efter, at skulle undervise ikke døbte i tiden frem mod påske, hvor langt de fleste dåb fandt sted i oldkirken. Anden tekstrække som vi læser efter nu lægger sig op af denne skik og giver os i dag en ”lærerprædiken- tekst”.

Hvad er det så, vi som kirke lærer om dåben?

”Enhver som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive til en kilde, som vælder med vand til evigt liv.”

Det er stærke ord, har vi først en gang inddrukket dåbens nåde kan vi aldrig slippe af med den. Det gode der en gang er gjort med et menneske, kan aldrig gøres dårligt. Det kan gå det menneske dårligt, men det gode det en gang har erfaret vil altid være godt. Det kan være, at et sygt sind forvrænger vores tanke og overtaler os til at tænke dårligt om den, der gjorde godt mod os. Men et eller andet sted vil der altid være en erindring om, selv om det ikke er andet end en udefinerbar følelse, af det gode der engang hændte os.

Det er næsten at sammenligne med den tunge og ulykkelige snak, vi desværre så ofte hører om tidligt skadede eller udsatte børn. Det er indenfor de første leveår, det bestemmes, om der vil komme et sjæleligt sundt menneske ud af en barndom.

Det barn - der har haft en god barndom - bærer kimen til et godt liv. Det menneske - der er døbt - har en evig mulighed for frelse. Man kan vælge konfirmationen fra, man kan melde sig ud af folkekirken. Men man kan altid falde tilbage på sin dåbs nåde. Det er godt og nyttigt at gå til præst og blive undervist i betydningen af ens dåb og skam over den der vegeterer på fællesskabet for at spare nogle kroner i kirkeskat. Men dåben kan man altid falde tilbage på. Man kan begå grusomme forbrydelser og glemme sin næste i selvoptagethed og nydelsessyge. Men dåben kan man altid falde tilbage på.

I dåben kendes vi af Gud. I dåben kaldes vi alle ved navn af vores Gud og får dermed en umistelig værdi som menneske. De børn, vi døber, skal for altid leve i lyset af at være gode nok.

Som det nok fremgår, mener jeg ikke, at man kan falde ud af sin dåbs nåde. Man kan forbryde sig mod Gud og mennesker, men man kan altid angre og bede Gud om tilgivelse for Jesu Kristi skyld.

Men det betyder ikke, at vi er fri for ansvar. Vi er ansvarlige overfor hinanden. Gud er i skikkelse af Jesus Kristus trådt ind i menneskers tilværelse, med kærlighedsbuddet: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv.”

Vejen til frelsen går gennem at modtage Kristus som en gave, og lade os drages ind i den kærlighed, som glad og fri tjener sin næste.

Men det sker jo jævnt hen af vejen, at vi ikke gør det. Vi glemmer, at fortælle vores børn, at de skal leve med den tryghed der består i, at de er kendte og elskede af Gud. I stedet laver vi love, der straffer deres forældre økonomisk, hvis ungerne ikke opfører sig ordentligt. Vi bygger et skolesystem på principper om, at de ligeså godt kan lære det mens de er små, at livet er hårdt altså. For det bliver det jo også, når de er voksne.

Vi binder hinanden med selvoptagethedens urimelig krav og glemmer ordet om, at vi er nødt til at fjerne bjælken i vort eget øje førend, vi kan se splinten i vor næstes øje.

Vi lægger så meget land øde i hinandens sjæle, fordi vi ikke vil se, at kun kærligheden gør fri.

Og kærligheden gør ikke andet. Intet er mere forkert end begrebet om at baste og binde hinanden med kærlighed. I Guds kærlighed er tilgivelsen og friheden til at handle uden bagtanke. Jeg skal ikke elske min næste for at gøre mig fortjent til Guds kærlighed. Gud elsker mig ubetinget. Derfor sendte han sin søn og gav os sin dåb og kilden som vælder med vand til evigt liv.

Det er en almindelig kliche, at tale om kærlighed der visner, for til sidst at dø. Guds kærlighed visner aldrig. For dens rødder når ned i evighedens kilde. Når bare vi vil åbne vores øjne for den uendelige nåde, der ligger gemt deri, bliver vi sat fri til at elske hinanden.     

Vores indbyrdes kærlighed skal leve af den værdighed, der ligger i, at vi alle er Guds børn. Kaldt ved navn af Gud. Døbt til at tilhøre Hans navn.

Det menneske der er mærket af kærligheden, vil altid leve under dens fortegn.

Kvinden fra Samaria havde fået kærligheden at føle, men var ikke mærket af den indtil hun mødte Jesus. Det er hun nu.

Kærligheden.

Vi kan fornægte den. ET formørket sind kan få os til at tro ondt om den, der har handlet vel imod os. Vi kan lukke vores øjne for næstens nød og opfinde syge og hadefulde undskyldninger for at gøre det. Men har Gud en gang præget os med kærlighedens mærke er der ingen vej udenom. Vi må altid leve under Guds nåde.

Vi må altid leve med det åg at vi er sat fri til at leve i kærlighed til næsten.