Æblegrød og uldne underbukser Torsdag, 11. december 2008 00:00 |  |  | 
Jeg er opdraget under Schlütter og oliekrise og har derfor lært, at når man fryser skal man tage en undertrøje på. Min farmor er naturligt nok opdraget i første halvdel af forrige århundrede og af hende har jeg annammet følgende lære. Ingen kvinde bør gå gennem livet uden et par uldne overtræksbukser. Hun lærte mig også tidligt at lægge toiletpapir på sædet, hvis der var beskidt på offentlige toiletter, længe før automaterne med toiletcoversheats var opfundet. Alt i alt drog hun stor omsorg for sit barnebarn og de første uldne har hun i sin tid foræret mig, fordi jeg som barn døjede frygteligt med blærebetændelse. Denne morgen, der får mig til at mindes min farmor, om hvem jeg har mange andre gode minder end toiletpapir og uldne overtræksbukser, skulle jeg gøre mig klar til at møde Præsident Sarkozy i Præsidentpalæet i Paris. Nu er det ikke noget jeg sådan har prøvet før og da jeg ved, at jeg altid i den slags sammenhænge gør mig meget upopulær grundet mine politiske holdninger tænkte jeg, at jeg hellere måtte sørge for i det mindste at se ordentlig ud i tøjet. Så valget faldt på en kjole, der udmærker sig æstetisk, men som absolut ikke besidder nogen kvaliteter hvad varme angår. Der var en bidende kold morgen og vejrudsigten sagde sne i Paris, så jeg besluttede mig for at hive farmors uldne frem af skuffen og drog af sted til officielt møde med Præsidenten for Frankrig og EU i min egenskab af gruppeformand i EU-parlamentet. Ankomsten til Paris bød på en opvisning i hvordan man ikke skaber samhørighed mellem politikere og borgere. Det er vel udtryk for almindelig høflighed, at man henter sine gæster på stationen, men udrykning, brud på alle færdselsregler og kortege kørsel med en hastighed, der er alt for høj for mine nerver må siges at ligge udenfor almindelig høflighed. Det er måske ment som et udtryk for gæstfrihed, men virker unægteligt noget bizart. I særdeleshed fordi der ikke kan siges at være nogen som helst sikkerhedsrisiko rettet mod gruppeformændene i EU-parlamentet. Der er ganske simpelt ikke nogen almindelige borgere i EU, der ved hvem vi er og så meget desto mindre ville vi defineres som mål for terrorvirksomhed. Men vi ankom til præsidentpalæet, blev budt indenfor og bænket omkring frokostbordet. Gruppeformanden for De Grønne kom en halv time for sent hvilket tydeligvis ikke huede Sarkozy. Sarkozy indledte mødet med at bede alle om at respektere en fuldstændig tavshedspligt. Det var ifølge ham nødvendigt for et succesfuldt resultat af det kommende topmøde at intet af det han sagde kom videre til pressen. Dette er jeg desværre nødt til at respektere indtil topmødet er overstået, ellers risikerer jeg at der rejses en disciplinær sag mod mig i formandskonferencen. Men jeg kan fortælle så meget som at tonen ved frokostbordet var ligeså distanceret fra borgeren som kortegekørslen. Diskussionen handlede om Lissabon traktaten og Irlands manglende ratificering, den finansielle krise og klimaplanen. Politikere i EU har ingen alliance med folket. Folket er noget man taler undskyldende om som vælgere, der gør at man er nødt til i en given politisk situation at udvise et vist hensyn og derfor ikke helt kan levere de politiske resultater ens kollegaer forventer. Dette frokostmøde var ingen undtagelse. Sarkozy er dygtig, det må jeg medgive. Han har vist stor handlekraft under den finansielle krise, og han står meget fast på at EU skal have vedtaget en ambitiøs klimaplan. Tydeligvis opfattes USA som en dynamisk og farlig konkurrent til EU efter valget af Obama til præsident. Nå frokosten skred fremad, rødvinen havde prop, hvilket jeg som en joke fortalte til en af mine franske kollegaer i gruppen efter at være kommet tilbage til Bruxelles. Til det svarede han, og forståelsen var at intet kunne diskvalificere en fransk præsident mere, at Sarkozy aldrig drak vin, og at han derfor så meget måtte beklage, at der ikke blev draget nogen omsorg for denne side af forplejningen hos præsidenten. Nu jeg tænker over det, spiste Sarkozy intet af frokosten. Han drak vand og fik serveret en stor skål æblegrød, da vi andre spiste chokoladedessert. Og så var det, at jeg pludselig kom til at tænke på mine uldne underbukser. Hvis nogen havde spurgt mig og jeg ville have forventet at møde den franske præsident i uldne underbukser, ville svaret have været et afgjort nej. Ligeledes havde nogen spurgt mig og jeg havde forventet at der blev serveret æblegrød og vand til en officiel frokost i præsidentpalæet, ville jeg ligeså kategorisk have svaret nej. Min farmor havde sagt ja selvfølgelig til begge dele og tilbudt at koge en ordentlig portion af Filippa æbler, som jeg kunne have taget med som en hilsen fra Danmark. Intet æble bliver til en bedre grød, desværre findes æblet ikke i almindelig handel. Det er ikke så pænt et æble og de blæser for let ned, så det kan ikke betale sig at dyrke det kommercielt. Sådan er det så tit, det de virkelig er noget værd, kan ikke betale sig. Men når alt kommer til alt er vi bare mennesker i uldne underbukser med æblegrød på tallerkenen.Senest opdateret (Torsdag, 4. februar 2010 11:58) |
|
|
HANNE DAHL
BLOG
Flere artikler...
Copyright © 2009 Hanne Dahl.
All Rights Reserved.
Designed by Mindstore Media.