HANNE DAHL

Jeg har lige holdt nogle dages nytårsferie i Berlin. Vi boede tæt på Bahnhof Zoo og jeg kom til at tænke på Christiane F. Pigen hvis skæbne greb alle os der var unge piger i 80’erne om hjertet. Pigen, med den forsømte barndom i betonslum, der hang ud på Zoo, mødte de forkerte og i løbet af meget kort tid blev forvandlet fra forsømt pige til forhærdet narkoluder. Vi slap hendes fortælling, da hun forhåbentligt blev afvænnet. Jeg gik hjem og googlede hende. Hun lever endnu. Hun har en søn og er måske stadig ikke narkoman. Det kommer lidt an på hvordan man anskuer det. Fandt en meget fin artikel i Politiken skrevet af et par journaliststuderende som afgangsopgave. Louise Sjöström og Rikke Danielsen har sikkert også gået forbi Zoo og tænkt. Hvad blev der af Christiane F? De har tegnet et fint og indfølt portræt af hende. Hun har efterhånden lært at klare sig og lyder til at tage vare på sin søn. Hun er på metadon og ryger også lidt heroin når hun er i fare for at falde i et sort hul. Historien er ligeså hjerteskærende som da jeg slap hende for små 20 år siden. Det er stadig en barsk skæbne. Men en hjertevarm overlever. Jeg er ikke grebet mindre om hjertet nu end dengang. Ved nu at hun lever og prøver, men ved ikke hvad der bliver af hende.

”My name is Bond, James Bond!” Sådan slutter Casino Royale. Jeg ved godt, at den er ved at være gammel. Min søn så den til premieren og jeg lovede min datter, at vi skulle se den sammen senest i juleferien. Nu lakker ferien mod enden og i dag blev dagen. Vi så den ikke i den største sal. Men sal 3 i Bio City Ålborg er stort. Alle de gamle Bond film har jeg set med min far i Malling Bio, søndag eftermiddag til en tier. Ofte måtte vi sidde på puder på trappen fordi der var udsolgt. Jeg elsker Aston Martin, Dry Martini, Bond-babes og plot der er til at forstå. Daniel Craig er …. Ja, er mere end ok i rolle som den overlegne agent. Faktisk så god at filmen når op på højde med en af de bedste: ”Never say never again” Sean Connery’s onefilm comeback i rolle som Bond. Når jeg på trods af det fremskredne tidspunkt alligevel ønsker at trætte jer med min begejstring for den nyeste Bond film, så er der en grund. Filmen er baseret på Ian Flemmings første roman. Han introducerer karakteren Bond i Casino Royale. Vi får superagentens ”fødsel”. Og vi får en forklaring på, hvorfor han er blevet den mand, der storforbruger kvinder uden forpligtigelser. Han er blevet svigtet! Han har elsket. Hun svigtede ham. Hun angrede. Og hun døde. Derfor har vi i så mange år, set Bond i et limbo. Filmen er melankolsk. Ingen happy ending. Det er tankevækkende, at der er produceret så mange Bond film, men at det er første gang at denne roman filmatiseres. Jeg kommer uværgerligt til at tænke på alle de mange debatter, der ikke kan undgå min opmærksomhed, selv om de er skrevet af mænd for mænd; om manderollen i forandring. Den nye kønspolitiske dagsorden er mændene op på barrikaderne. Senest kunne man læse i Politiken 1/1-07: ”Sex… den moderne mand står med pikken i hånden”. Artiklen handlede om hvordan mandens sidste bastion var, at kunne tilfredsstille sin kvinde på alle tænkelige måder. Den føjer sig ind i manderollens udvikling. Den tager sin begyndelse ved familieoverhoved. Vejen går over hønsestrik og gispeøvelser til fødselsforberedelse. (Jeg har aldrig lært at gispe, men ikke desto mindre født tre børn…stakkels mænd). Nu har vi så den mand, som tager ansvar for sin kvindes sexliv. Og han føler sig presset. Ja det var i hvert fald hvad man kunne læse ud af Politikens artikel. Er denne film et udtryk for, at skal vi forstå en mandekarakter, så må der indpakning til? Vi må kunne forstå, hvorfor og hvordan han er blevet, som han er. Er Bond-figuren ikke længere mandens sidste værn mod gispeøvelser og jagten på G-punket? Fat mod mænd: My name is Bond, James Bond. Replikkens introduktion i verdenslitteraturen er filmatiseret i 2006. Hvad gør vi kvinder, spørger du. Vi står som Sarah bag døren og lo.