HANNE DAHL

BLOG
  • Forside
  • Hanne's BLOG
  • Hanne's bog - EU i Øjenhøjde
  • Foredrag
  • Om Hanne

Jeg melder pas!

PostDateIconLørdag, 7. februar 2009 00:00 | PDF | Udskriv | Email

I et Ritzau telegram, publiceret bl.a. på JP’s hjemmeside og Netavisen180grader.dk kan man læse, at den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen hellere vil debattere med nazister end EU-modstandere. Nu er jeg ikke modstander af EU, men tilhænger af et anderledes ordentligt EU, end det vi har i dag.

Men jeg gætter på, at hans bemærkning er møntet på sådan en som mig. Derfor vil jeg lige bruge et øjeblik på at analysere dette udsagn fra venstremanden. Venstre må selvfølgelig fuldstændigt frit vælge om de tør møde EU-kritikere i debat eller ej. Men det er ude på overdrevet, når man vælger at kategorisere os, der på fuldstændig legitim vis arbejder i EU-parlamentet og tager del i den demokratiske proces i Danmark som værende “længere ude” end nazister.
Det er selvfølgelig et gammelt kneb at forsøge at begå karaktermord, hvis ikke man kan andet. Ikke desto mindre virker sammenligningen mellem “os” og Holocaust fornægtere simpelthen for ubegavet. Men måske er sandheden, at der virkelig er sket en total kovending i bondepartiet. Hansen vil i hvert fald vide, at nazister bare er nogle ensomme stakler med dårlig ånde og deraf følgende manglende pigetække.
Men nu satser Venstre åbenbart på den ellers meget udskældte rundkredspædagogik. De skal inviteres indenfor i Venstre og accepteres. Om den dårlige ånde, bumserne og svenskerhåret forsvinder og det vælter ind med frække aftaler melder historien intet om?
Men jeg melder pas! Hvis denne dæmonisering af “os” er det bedste, Venstre kan finde på til valget til EU-parlamentet, ser det skræmmende ud for demokratiet i Danmark og fremtidens EU.

Senest opdateret (Mandag, 8. februar 2010 11:22)

 

Gud hvor pinligt

PostDateIconOnsdag, 2. januar 2008 00:00 | PDF | Udskriv | Email

Jeg er netop faldet over en pressemeddelelse som EU Parlamentets Informationskontor sendte ud i fredags.
Den handler om et tiltag for at få landets kommunekontorer til at flage for EU på Europadagen den 9. maj.
Ud over at der er tale om et stykke propaganda, der koster penge, så er det en ganske usmagelig forlovelsen mellem EP's Informationskontor og Europabevægelsen. De er nemlig gået sammen om at uddele flag, til alle der måtte ønske sig et.

Godt nok er der tale om EU's informationskontor i Danmark, men det svarer nogenlunde til at forbrugerombudsmanden udsender en pressemeddelelse sammen med Dansk Supermarked hvor der står at Bilka er bedst. Eller at Statens Bilsyn indrykker annoncer sammen med Volvo.

Til slut i pressemeddelelsen som du kan læse nederst på siden her, står der sørme også, at man skal skynde sig, hvis man vil undgå at ende i den pinlige situation at flagene er udsolgt og man derfor ikke kan fejre Europadagen på behørig vis.
Med blå stjerner forstås!

EU Parlamentets Informationskontor bør holde sig fra sådan en uhellig alliance. Og de bør da slet ikke udtale sig om, at det er pinligt at være den kommune der ikke flager med gule stjerner.

Det pinlige i denne sag er Informationskontoret!

Læs Pressemeddelelsen her:

EU-flagning på Europadagen den 9. maj
I lighed med tidligere år står EP's Informationskontor og Den Danske Europabevægelse bag et initiativ med det formål at få kommuner m.fl. til at flage med EU-flaget på Europadagen den 9. maj. De kommuner, der ønsker at deltage i kampagnen, kan ved henvendelse til Informationskontoret få tilsendt et gratis EU-flag (så længe lager haves). De første bestillinger er allerede modtaget, så det gælder om at være vaks ved havelågen, hvis man undgå at havne i den pinlige situation, at man ikke kan markere Europadagen på passende vis."

Senest opdateret (Mandag, 8. februar 2010 11:23)

 

Udsalg på Jul!

PostDateIconTirsdag, 2. januar 2007 00:00 | PDF | Udskriv | Email
Udsalg på Jul! Sådan står der på et skilt nogle få kilometer herfra. Jeg studsede lidt, da jeg så det i dag på vej til Brugsen efter morgenbrød. Udsalg ? på Jul! Ikke et rullende udsalg på Hjul, nej på Jul! Nå grunden viste sig at ligge lige for. Skiltet stod udenfor en dimmerduller butik, og udsalget må gælde nisser og andet julesnaller. Men ikke desto mindre rev tilbuddet mig ud af min juleslummer. Jeg skylder måske en forklaring på, hvad juleslummer betyder. Jeg har sådan en ting, når jeg holder ferie: For at det skal være rigtig ferie, vil jeg helst ikke vide, hvad der sker i verdenen omkring mig. Julefreden for mig består i, at jeg undgår Nyhederne. Jeg bliver lidt små irriteret, når jeg ser nogle læse i en avis. Tænk hvis en af overskrifterne skulle fange mit øje, og jeg blev nødt til at læse videre, og forholde mig til det der stod i teksten. Og jeg siger tydeligt til alle i min omgangskreds, at jeg på ingen måde føler mig forpligtet til at tage telefonen. Ofte kan jeg faktisk ikke høre den. Så julefreden træder ind i min stue, når øjet er blindt for nyheder og øret er døvt for telefoner. Nå men, Udsalg ? på Jul! fik mig til at blive svag i det der med freden. Jeg købte to aviser og lod mig forlede til at se nyhederne på begge de statsstøttede kanaler. Dagens væsentligste høst er: Saddam udleveret til henrettelse for så ikke at være udleveret alligevel. Han er stadig i USA?s varetægt. Selv med min nyhedsvægring er det ikke lykkedes mig, at undgå at tage stilling til om han skal henrettes eller ej. Det har selvsagt været hot issue ved alle julens sammenkomster. Den almindelige stemning i min familie er, at selvfølgelig skal han ikke det. Samfundet slår ikke ihjel under nogen omstændigheder, hvis det stadig vil være et ordentligt samfund. Men nu er det ikke os, der bestemmer det. Det andet, der bragte mit sind i oprør, var Pia Kjærsgård, der var i studiet hos Reimar Bo. Anledning var, at Dansk Folkeparti har offentliggjort en rapport der fortæller, at de 321 palæstinensiske fanger der i 1991 ved en særlov fik opholdstilladelse i Danmark, har klaret sig meget dårligt. 42% af dem havde f.eks. enten overtrådt loven eller var blevet idømt en bøde. Ikke et ord om, at det måske er lidt vel flot at slå bøder og overtrædelser af straffeloven sammen i en kategori? Denne rapport bruger DF til at stå fast og sikre at de 583 afviste irakerer ikke får opholdstilladelse ved nogen særlov. Reimer Bo forsøgte så godt han kunne, at stille spørgsmålstegn ved det rimelige i at anklage irakerne for forbrydelser de endnu ikke har begået o.s.v. Men det der for alvor skræmmer mig er, at et stykke hjemmestrikket statistisk arbejde fra DF får så mange minutter i Nyhederne. Det er så afsindigt populistisk at fyre sådan noget af. Men det er der ingen, der sorterer fra. Nyhedsmæssigt og indholdsmæssigt svarer det til, at jeg skrev og offentliggjorde en rapport om, at nu kommer dem nede i EU og tager lille Danmark. Det ville ingen nyhedsmæssig værdi ha? og indholdsmæssigt ville det være yderst populistisk. Se det ville jeg aldrig komme i Nyhederne af at sige. Der er hverken nogen nyhedsmæssig eller indholdsmæssig værdi i, at DF offentliggør en rapport om at indvandrere er kriminelle. Men ikke desto mindre bliver det taget alvorligt. Hmm? Ved ikke helt hvad min konsekvens skal være. Min juleslummer er afbrudt. Julen er sat på udsalg. Måske jeg må vove mig ud i den virkelige verden i morgen.
Tags:
  • Forbrugere

Senest opdateret (Mandag, 8. februar 2010 11:10)

 
Temaer
  • Samfundssind
  • Tro og eksistens
  • Medie og magt
  • EU
  • Kultur
  • Hverdagens tildragelser
Emner
Forbrugere
Mest læst
  • EU i øjenhøjde
  • Hanne Dahls CV
  • Tyrkiet i EU…
Hanne Dahl i EU
  • www.hannedahl.eu
Blog oversigt
  • december, 2007
  • januar, 2007
feed-image

Copyright © 2009 Hanne Dahl.
All Rights Reserved.

Designed by Mindstore Media.