HANNE DAHL

Du skal gøre som jeg siger og ikke som jeg gør!

Skik følge eller land fly! Sådan plejer vi at sige, hvis et land har gæster, der med sin opførsel ikke lever op til det, man forventer af en gæst. Vi kan sige det i spøg, som når vi er ude og rejse og børnene ikke kan lide maden, eller toiletforholdene er anderledes, end vi er vant til. I de seneste år er det som om, det har fået større og større betydning. Og det ikke i den muntre forstand.  Muhammed krise, måske planlagte attentater og overfald. Alle alvorlige begivenheder der har fået os op på tæerne. Desværre har debatklimaet også nået dybder, man nødig vil kendes ved. Nogen mener, at man kan fratage danskere deres statsborgerskab, andre mener at vi skal acceptere, at staten opfører sig på en måde, som ikke er et retssamfund værdigt.

For ganske nylig oplevede jeg at få vendt begrebet: ”Skik følge eller land fly” på hovedet. Det skete da jeg sammen med min mand var til et større selskab. Under kaffen faldt vi i snak med nogen vi ikke kendte. Det skulle vise sig at være et dansk tyrkisk ægtepar, der var meget på vagt overfor hvordan deres ”blandede ægteskab” blev modtaget af fremmede. Som man nu gør, spurgte vi selvfølgelig til hvad hinanden lavede. Begge vores bordfæller var højt uddannede med gode jobs. Da jeg fortalte at jeg var præst, følte den tyrkiske og formodentligt muslimske mand sig foranlediget til at sige, at det var ligegyldigt hvad jeg troede på. Muslim eller kristen, det gjorde det samme. Han havde respekt for mig som menneske. Jeg kunne nu ikke lade være med at sige, at for mig var det ikke ligegyldigt. Ja jeg syntes ikke, at det var specielt respektfuldt at sige, at det var ligegyldigt. Min påstand er, at jeg netop har respekt for ham ved at se og forstå at han var muslim.

Tydeligvis forundret over dette udsagn, begyndte vores bordfælle at fortælle mig, hvordan han havde taget de danske samfundsværdier til sig. Han var f.eks. blevet skilt fra sin første kone. Drak han måske ikke alkohol? Jeg kunne jo selv se, at han sad med en cognac til kaffen. Noget ingen ordentlig muslim ville gøre.

Nu kunne denne beskrivelse af konversationen under kaffen lyde som en karikatur. Men min bordherre mente i ramme alvor at ville vise os, at han havde gjort hvad han kunne for at tilpasse sig det danske samfund. Tro mig; intet ligger mig fjernere end at hænge en i øvrigt venlig og sympatisk mand ud.

Sagen er den at begrebet: ”Skik følge eller land fly” pludselig fik en helt ny betydning. Han pegede jo på en tendens, som jeg bestemt ikke synes er en efterfølgelse værdig. En skilsmisse er altid en ulykke. Jeg har sjældent mødt nogen der ikke ser deres skilsmisse som et af livets største nederlag. Og der er alt for mange med alvorlige misbrugsproblemer i Danmark. Jeg siger ikke dette for at svinge den moralske fane og pege fingre af nogen. Ingen skal leve i utålelige ægteskaber, og ingen tager skade af en cognac til kaffen.

Men se det for dig, hvis der er nogen der opfatter det som en specielt dansk ting at blive skilt og drikke alkohol.

Vi vil da gerne kendes på noget andet, ikke? Vi vil gerne kendes på demokrati og frisind og tolerance. Der er blevet produceret en lang række af kanoner, om alt fra demokrati til natur over kunst og litteratur. Alligevel er det en velbegavet, højt uddannet mand fra et andet land, der vælger at fremhæve det vi må kalde modernitetens skyggeside. Det er rodløsheden, ensomheden, afmægtigheden i vores samfund han hæfter sig ved. Det er ulykken og tomheden.     

Pudsigt nok er det måske denne tomhed der gør, at vi så manisk forsøger at mane et billede frem af nogle værdier. Det er som, når den uhelbredeligt syge investerer en formue i ting hun aldrig kommer til at bruge eller den der gifter sig på dødslejet. For slet ikke at tale om alle vittighederne om gamle mænd og store biler. Man søger, at række ind i en fremtid der ikke tilhører en. Man forsøger at mane en illusion frem af en fremtid man ikke har.

På samme måde er det måske med en kanon for det ene og det andet. Hvad er det vi mener, når vi siger at fremmede skal tilpasse sig det danske samfund? Ved vi det egentligt selv og er der overhoved nogen bund i det. Du skal gøre som jeg siger og ikke som jeg gør, synes at være det motto vi lever under. Det må være den tanke der ligger bag, når en statsminister siger, at vi skal have religionen væk fra det offentlige rum.

Jeg taler ikke for hverken kristen eller islamisk fundamentalisme. Ingen af delene hører hjemme i et moderne sekulariseret samfund. Men i vores iver for at lægge afstand til forrige generationers kristen moralisme og angst for islamisk fundamentalisme, med alt hvad vi forbinder dermed af tvang og fordømmelse har vi placeret os mellem to stole. Der blæses til værdikamp, men ingen synes at kende værdierne.  Vi har en åndselite der fabrikerer kanoner og en tone i den almindelige folkesnak, der får det til at lyde som om indbegrebet af danske værdier er skilsmisse, guldbajere og leverpostej. Vi er polariseret imellem dem, der synes, at det er ok at kalde medborgere for perkere og dem der kan finde på at sige: ”Vi er alle sammen eens – vi er jo bare mennesker” Man skal lede længe efter dummere udsagn. Lidt populært sagt er vi mennesker fordi Harald Blåtand gjorde os kristne og det på det sprog vi i kalder dansk.

Skulle vi ikke gøre, som vi siger: Opføre os ordentligt overfor hinanden. Og sige som vi gør: Acceptere at man aldrig kan løbe fra sin fortid. Historien og traditionen følger med som skyggen. Men som skyggen, der altid forandrer sig efter lyset, må vi bestandig søge at belyse vores arv fra den rigtige vinkel, således at den bliver til sand oplysning. Den skal bruges til at lyse med men ikke som den pære, der sidder i torturbødlens lampe for at blænde modstanderen.

Da jeg tidligt mandag morgen tændte bilradioen på vej i lufthavnen, var den første nyhed, at min bank er i alvorlig økonomisk krise. Heldigvis er jeg småsparer, så jeg taber ingen penge. Men aktionærerne græder. Den verdensomspændende økonomiske krise er nået til mit lille pengeinstitut.
Problemets kerne ligger i den måde globaliseringen har udviklet sig på, ikke mindst retten til at kapitalen kan flytte sig frit hen over grænserne. Hver dag skifter uanede milliarder af kroner ejer - langt mere end der modsvares af, hvad der handles for. Der spekuleres som aldrig før, uden andet formål end at nogle ejere mener, de på den måde kan score et overskud. For den reale økonomi er denne trafik kun til skade, akkurat som vi ser det lige nu, hvor spekulationer på det amerikanske boligmarked har udløst en international finansiel krise.

Derfor skal der gøres op med tanken om, at kapitalens fri bevægelighed er vejen til udvikling og rigdom. Den fri bevægelighed er kun til fordel for spekulanter og skattesnydere. Almindelige borgere og folk, der gerne vil investere i virksomheder og finansiere køb og salg af varer, kan sagtens leve med de gamle regler, hvor der var indsigt og kontrol med hvem og med hvilket formål store summer blev flyttet over grænserne. Kontrol med kapitalbevægelserne vil give demokratiet mere indsigt og mulighed for indflydelse.

Hvad er så løsningen på den umiddelbare krise? Hvordan sikrer vi den almindelig husejer?

Et skatteydersikret sikkerhedsnet vil sikkert øge aggressiv og spekulativ udlånspolitik i finanssektoren og fremmer det værste i kapitalismen.

Bankerne må selv rydde op efter krak og kriser - det er ikke Nationalbank­ens, og dermed skatteborgernes, opga­ve.

Den danske finansrådgiver Kim Valentin foreslår en redningsfond finansieret af bankerne selv.

Med en ny krisefond skal bankerne i fremtiden selv klare oprydningsarbejdet.

"Det er helt afgørende, at bankerne indskyder så store beløb i den nye fond, at de får en reel interesse i at holde øje med hinanden og griber ind, når der er optræk til krise - for de skal selv betale oprydningen.

Finansverdenen ligner jo et beskyttet værksted. Bankernes ledelser klarer frisag, næsten uanset hvad de foreta­ger sig. Det er ligesom en flok små børn, der aldrig får lov at falde, og derfor ikke ved, hvad det vil sige at slå sig," siger han.

Jeg foreslår, at vi bruger EU til at opstille skrappe regler for størrelsen af bankernes redningsfonde. Dermed vil vi også imødekomme ønsket fra FN's generalsekretær Ban Ki-Moon om en globalt ansvarlig økonomisk politik.

Jamen du bor da ikke i Mississippi? Sådan faldt ordene prompte, da jeg fortalte min ven og kollega fra Argentina om det hotteste EU-relaterede emne i den danske debat. Jeg fortalte ham om 24 års reglen og sagde, at den kæmpede man hårdt for at bevare i Danmark.
Anledningen var, at vi diskuterede heftigt på kontoret om den opstandelse det har vakt, at jeg offentligt har tilladt mig at undsige 24 års reglen. Ja det gør jeg faktisk ikke i mit indlæg, fordi jeg vidste det ville være kontroversielt.

I stedet har jeg luftet en gammel Juni-ide, at man lader EU lave fælles minimusregler for hvordan man behandler indvandrere og flygtninge for den sags skyld. Jeg glemte at citerer ordret fra vores arbejdsprogram, da jeg ytrede mig i Politiken. Der står nemlig at domstolen ikke må kunne dømme på området og at samarbejdet skal være frivilligt.Fælles minimumsregler er som man ved, hvis man kender vores bevægelse en mærkesag. Det sikrer et fælles mindstemål at beskyttelse for mennesker, miljø, dyr og måske også indvandrere og flygtninge... Men det sikrer også de enkelte lande retten til at have en mere vidtgående lovgivning. Derfor er vi ligeså meget imod totalharmoniseringer. Desværre er det oftest sådan, EU lovgiver.

Mit ærinde i den danske debat er at sige, at det er fuldstændigt forkvaklet, når man bliver så chokeret over, at EU's regler for arbejdskraftens frie bevægelighed kommer i konflikt med den danske 24 års regel. Jeg synes det er himmelråbende naivt, grænsende til det dumme at høre ja-til-alt-fra-EU-Danmark sige, at her må vi beskytte vores nationale integritet. Det er det samme Danmark, der intet har gjort for at beskytte den danske arbjedsmarkeds og aftale-model. Det er det samme Danmark, der stort set ukritisk er parat til at indføre patientdirektivet, der vil gøre sundhedsydelser til en vare og skubbe på udviklingen af et sundhedssystem med A- og B-borgere. Dette i stærk modsætning til det fundamentale princip vores sundhedssystem hviler på; at alle behandles ligeligt og efter behov. Det vil også sætte det danske akutbehandlings beredskab under et pres, det slet ikke er gearet til.

Når alt dette er sagt, så må jeg føje mit helt personlige lillebitte NOK ER NOK til. Der var engang nogen, der sagde det højt og modigt. De er holdt op med at sige det. Derfor er der ingen opposition til en indvandrer politik styret at Dansk Folkepartis nødvendige stemmer for at sikre regeringens holdbarhed. Nu syntes jeg så, at jeg er nødt til at tale imod det, der får min kollega fra Argentina til at spørge, om jeg kommer fra Skandinavien eller Mississippi.

Vi kan ikke have en regel, der forskelsbehandler danske statsborgere. Når man er myndig i Danmark, har man ret til at indgå ægteskab. Den ret kan ikke veksle alt efter, hvem man ønsker at gifte sig med.
Det er et fundamentalt lighedsprincip, som vi baserer alt i et moderne demokrati på, at alle borgere er lige og frie.
Så har vi endda ikke taget fat på den pragmatiske diskussion om manglen på arbejdskraft i Danmark og hvad mine svenske venner fra Malmø synes. De er nemlig glade for de ekstra danske skattekroner, der triller ind i kassen, fordi det typisk er der man slår sig ned, mens man venter på at komme ind i Danmark.

Måske jeg står til spanking, men nogen gange må man jo ta' en røvfuld, hvis det er nødvendigt for at kunne trække vejret frit.

Nej jeg bor ikke i Mississippi!

Egentlig havde jeg lovet mig selv ikke at gentage det andre har sagt om konflikten mellem København kommune og Ungdomshusets brugere.
Der er også mange, der har ytret sig om politiets mindre hensigtsmæssige metoder, der krænker enhver der mener, at Danmark bør være en retsstat.
Men nu kan jeg altså ikke lade være med at sige noget alligevel.
Tilgiv mig!

I morgen kl 7:45 hørte jeg en debat mellem politichefen og en forsvarsadvokat. Emnet var de såkaldte visitationszoner på Christianshavn og Nørrebro. Politichefen forsvarede dem som nødvendige og vigtige for at forhindre nye uroligheder. Forsvarsadvokaten problematiserede dem som dybt krænkende for retssikkerheden. Diskussionen om hvorvidt politiet skulle have lov til at kigge i folks tasker uden kendelse bølgede frem og tilbage.

På et tidspunkt mente politichefen, at nu måtte han lukke den. Det gjorde han med et udsagn om, at dette jo aldrig ville komme til at berøre almindelige borgere. Det var ikke sådan at pæne mennesker skulle frygte at politiet ville rode i posen med rundstykker på vej hjem fra bageren for at lede efter brosten og molotovcoctails.

Men netop dette udsagn var for mig det mest oprørende. Ikke nok med at de almindelige spilleregler for hvordan politiet skal opføre sig i et retssamfund er sat ud af spil. Nej politiet skal sørme også agere sociale dommere. De skal vurdere hvem der er pæne borgere og hvem der ikke er det. Der er indført en undtagelsestilstand, der giver politiet ret til, at pille dem, de ikke synes er pæne, ud.

For politichefen gav det sig selv hvem det var. Han følte i hvert fald ikke grund til at uddybe udsagnet. Men mente han mon dem i sort tøj? Dem med piercing i næsen? Eller var det de rødhårede, bøsserne, de handicappede, spritterne, narkomanerne, luderne? Eller var det mon samfundskritikerne, opinionsdannerne, oppositionen? Vi ved det ikke. Kun at det ikke var de almindelige borgere.

Tilgiv! Nu fortæller jeg også om min oplevelse af balladen set fra fortovskanten. Da jeg gik fra arbejde henad aftenen den 8 marts, så jeg forestillingen overdreven magtanvendelse på første parket. Det skete på Købmagergade, hvor politiet lagde to tilsyneladende uskyldige unge mænd ned. Satte sig på dem og bandt deres hænder med straps. Vi så ikke optrinets begyndelse. Jeg har ladet mig fortælle, at de to havde sagt noget til politiet. Der var en kvinde, der meget eksalteret blev ved med at råbe: Det kan i da ikke, vi skulle jo bare have en øl!

Vi stillede os op og kiggede i nogenlunde behørig afstand. Udfra en lidt naiv ide om at retsstaten beskyttes ved at almindelige borgere ser hvordan  politiet opfører sig. Politiopbuddet var massivt. Fem til seks mandskabsvogne, en med hunde, en civil vogn og en svensk polis skulle der til for at lægge to unge mænd ned.

En nytilkommen betjent kom hen til os og spurgte, hvad vi lavede. Jeg svarede, at vi kiggede på. Han sagde: Gå, der sker ikke mere her. Jamen vi har da lov til at stå og se på, sagde jeg. Jeg opfører mig ikke provokerende. Nej sagde han. Jeg har nogle folk at passe på, og når de nu skal til at arbejde så skal de kunne komme til.

Vi blev med andre ord bedt om at passere gaden. Det gjorde vi så, efter at have svaret på hvor vi var på vej hen.

Se det underlige var, at vi var de eneste, der blev bedt om at gå. Der stod en del andre rundt omkring. Hvorfor skulle netop vi gå? Jeg nærer ingen illusioner om at netop jeg ligner en politiet er bange for kigger på. Så måske fordi vi lignede et helt almindeligt par på vej hjem fra arbejde.

Hvad kan vi så udlede af politichefens ord fra i morges og tildragelsen på Kvindernes Internationale kampdag? At almindelige borgere ikke behøver at frygte at blive ransaget? At almindelige borgere ikke tåler at se politiets overdrevne magtanvendelse? Jeg ved det ikke helt. Men jeg ved, at der er grund til bekymring, når man lader politiet dømme om, hvem der må hvad på gaden!