HANNE DAHL

Midfaste søndag

I den populære amerikanske storfilm Pirates of the Caribeean er historiens omdrejningspunkt en forbandelse, der er nedkaldt over en flok pirater. De er dømt til for evigt at sejle de syv verdenshave; plyndre og myrde, men uden nogensinde at føle sig tilfredse derved. Forbandelsen består i, at de aldrig vil komme til at føle sig mætte. I filmen afbilledes dette meget fantasifulgt ved at vi ser dem som skelletkroppe i måneskin, og vi ser, at alt hvad de drikker og spiser ryger lige igennem uden nogensinde at rammen mavens bund.

En morsom eventyrfilm ja – men i grunden en barsk pointe. Tænk hvis intet af det vi gør, nogensinde gør os tilfredse. Tænke at drikke og drikke men altid føle en ubændig tørst. Tænk at spise og spise men altid høre tarmene skrige af sult. Tænk at begære alt så meget men aldrig være opfyldt af kærlighed.

I dag midfaste søndag handler det meget selvfølgeligt om mad. I dagens lektie hører vi fortællingen fra anden Mosebog om Gud der bespiste Israelitterne med manna, da de vandrede ude i ørkenen med Moses.

Dagens evangelium er den tekst, der følger umiddelbart efter, at Jesus har mættet 5000 med fem bygbrød og to fisk. Efter denne bespisning tager Jesus og hans disciple over på den anden side og slår lejr for natten. Dagen efter er de der igen, skarerne som Jesus bespiste dagen før. Måske kom de bare igen fordi de var fattige og sultne. Måske kom de for, som Jesus frygtede at føre ham til Jerusalem og gøre ham til konge. Måske kom de bare for at være lidt mere sammen med ham, der gjorde forunderlige ting, men fik dem alle til at føle sig så godt tilpas.

Jesus tillægger dem i hvert fald ikke nogle særligt ædle motiver, han hævder at de blot er kommet for at få mere mad og derved opstår samtalen om de forskellige slags mad. Der er mad der forgår og mad som består til evigt liv.

I denne samtale er der to helt centrale temaer. Det ene er at Jesus afviser at være en mirakelmand. De forsamlede sammenligner ham med Moses og giver udtryk for en forståelse af, at han er en særlig hellig mand, der kan gøre de samme tegn og undere som Moses. Jesus afviser både på egne og på Moses vegne at være særlig. Han henviser den undrende skare til, at det er Gud der handler. Det var Gud og ikke Moses der gav dem Manna i ørkenen. Det er Gud der giver brødet til evigt liv. Skaren forstår ham stadig ikke helt og siger, så giv os da det brød. Hvortil Jesus svarer:

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal ikke tørste.” Og lige umiddelbart efter sluttes sammenhængen af med at Jesus omtaler sit legeme og blod som kilden til det evige liv.

Forskydningen i dette dramatisk højspændte kapitel i Johannes evangeliet fra -  at Jesus er den der gør noget usædvanligt - nemlig at bespise 5000 til, at han er blevet lig med den guddommelige handling at give liv. Det evige liv. Vi flytter os indenfor kapitel seks, der strækker sig over bare tre sider fra en konkret gerning, der består i uddeling af brød og fisk og til noget abstrakt: Jesus som det evige liv. Jesus der identificerer sig selv med nadverens elementer.

Fra mad i munden til føde der mætter sjælen.

Det er ikke så underligt, at de forsamlede har svært ved at følge med og beder Jesus om noget mere mad. De har ikke forstået rækkevidden af Jesu ord: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal ikke tørste.”

De forsamlede forstår ikke rækkevidden og de kan ikke finde ud af hvad det er med de to slags mad.

Hvad nu hvis der slet ikke er tale om to slags mad? Hvad nu hvis der snare er tale om at det ene forudsætter det andet? Ville brødet og fiske gavne os hvis ikke Jesus var livets brød? Eller ville det være som med de forbandede pirater, der bestandigt følte sult og tørst uanset hvor meget de åd eller drak. Ville vores skæbne være at flakke om på de syv verdenshave offer for vores begær men uden nogensinde at føle tilfredsstillelse. I en evindelig rus der aldrig bragte os nogen glæde.

Johannes fortælling om Jesus bevæger sig fra det konkrete bespisningsunder til det abstrakte på meget få linjer for måske at sige os, at begge dele er det samme.

Hvordan ville vores liv være uden Jesu ord om, at vi ikke kun skal nøjes med den mad vi kan se og smage?

Hvordan ville vores liv være uden Nadveren, der søndag efter søndag tilsiger os syndernes forladelse?

Hvordan ville vores liv være uden påskens under, som vi om nogle få uger skal gennemleve med Jesus?

Hvordan ville vores liv være uden løftet om, at vi må arve det evige liv?

Hvordan ville dette liv være uden det evige liv?

I vores pirat film har den forbandede sørøverkaptajn et eneste ønske. Han ønsker igen at kunne spise et æble. Spise et æble, mærke fastheden når fortænderne borer sig igennem skrællen, kulden fra saften og det syrligt søde gys når kødet findeles mellem kindtænderne. Følelsen af mæthed og tilfredshed når skroget kastes over skulderen.

  ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal ikke tørste.” siger Jesus. Dette siger han velopmærket efter at have stillet sulten hos 5000 mennesker. Jesus fortæller os ikke, at vi ikke skal spise eller føle sult. Ingen hyklerisk fornægtelse af menneskets faktiske fysiske behov. Han pålægger os ikke at faste. Det så allerede Martin Luther og han gjorde op med den katolske kirkes forståelse af, at det var en Gudvelbehagelig gerning at faste.

Jesus tager som sande menneske han er udgangspunkt i vores behov for at spise. Som den sande Gudssøn han er, giver han os den gave at kunne mættes. Han giver os et jordisk menneskeliv at leve i guddommelig glans. Han giver os ”et jævnt og muntert virksomt liv på jord” og han fortæller os ”at kun fyldestgjort af glans fra evigheden” leves det sande menneskeliv.

Så længe vi tror hans ord skal vi aldrig spise uden at mættes:

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal ikke tørste.”

2. søndag efter helligtrekonger

Når nogen får kærligheden at føle er det ikke rart. Det er noget ganske andet end at være mærket af kærlighed. Berørt af nogens omsorg.

Med reformationen og oversættelsen af de hellige skrifter fra latin til modersmålet opstår der en forståelse af at bare evangeliet rammer øret, vil det virke. Bogstaveligt talt ville evangeliet sprede sit lys i vores sind når hammeren ramte ambolten inde i øret. Ordet er begivenhed og Kristus er handlende til stede i Gudstjenesten.

Ordet bevæger os måske. Det rører os måske. Det sætter noget i gang.

Det gælder for Johannes fortælling i dagens evangelium. Den er stærk, klar og meget nutidig. Modstillingen mellem Jesus der kerer sig om at stille mere end den fysiske tørst og konens mangel på evne til at høre og forstå.

Hvis du bare vidste…  Vi kan næsten føle ærgelsen, der altid knytter sig til et udsagn som det. Hvis du bare vidste, hvor meget du skuffer mig, når du gør sådan. Vi kan høre den forsømte ægtefælle. Eller hvis du bare vidste hvor glad du ville gøre mor, hvis du spiser dine kartofler.

”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand”

Siger Jesus til den samaritanske kvinde, om hvem man kan sige at hun nok har fået kærligheden at føle, men ikke er mærket af den. Kort forinden har han bedt hende om at give sig vand. Det afstedkommer et replikskifte der for den ene dels vedkommende går på det modsætningsforhold der var mellem jøder og samaritanere.

Derudover er der en misforståelse, ja mere end det; det er som om at de to der samtaler aldrig helt taler om det samme. Den ene taler i øst og den anden svarer i vest. Jesus beder om vandet. Efter at have overstået konflikten mellem samaritanere og jøder bliver det til et spørgsmål om hvorvidt Jesus har en spand. Konen fra Samaria forstår intet; først bad den fremmede hende om vand, nu vil han give hende noget, men det er hende der har spanden.      

Man kan måske ikke fortænke Jesus i sit: Hvis bare du vidste…

”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand”

Afstanden mellem Jesu tale om ”det levende vand” og konens snak om spanden synes næsten uendelig lang. Den er en prædiken om vores mangel på evne til at se det guddommelige, selv når det manifesterer sig lige for næsen af os.

Det er indlysende at tolke ”Det levende vand” som dåbens vand. Dåben forekommer os selvindlysende. Alligevel er Johannes tekst om dåben her i tiden efter jul og helligtrekonger placeret her, for at give os lejlighed til at prædike over den. Den allerførste tekstrække er bygget op efter, at skulle undervise ikke døbte i tiden frem mod påske, hvor langt de fleste dåb fandt sted i oldkirken. Anden tekstrække som vi læser efter nu lægger sig op af denne skik og giver os i dag en ”lærerprædiken- tekst”.

Hvad er det så, vi som kirke lærer om dåben?

”Enhver som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive til en kilde, som vælder med vand til evigt liv.”

Det er stærke ord, har vi først en gang inddrukket dåbens nåde kan vi aldrig slippe af med den. Det gode der en gang er gjort med et menneske, kan aldrig gøres dårligt. Det kan gå det menneske dårligt, men det gode det en gang har erfaret vil altid være godt. Det kan være, at et sygt sind forvrænger vores tanke og overtaler os til at tænke dårligt om den, der gjorde godt mod os. Men et eller andet sted vil der altid være en erindring om, selv om det ikke er andet end en udefinerbar følelse, af det gode der engang hændte os.

Det er næsten at sammenligne med den tunge og ulykkelige snak, vi desværre så ofte hører om tidligt skadede eller udsatte børn. Det er indenfor de første leveår, det bestemmes, om der vil komme et sjæleligt sundt menneske ud af en barndom.

Det barn - der har haft en god barndom - bærer kimen til et godt liv. Det menneske - der er døbt - har en evig mulighed for frelse. Man kan vælge konfirmationen fra, man kan melde sig ud af folkekirken. Men man kan altid falde tilbage på sin dåbs nåde. Det er godt og nyttigt at gå til præst og blive undervist i betydningen af ens dåb og skam over den der vegeterer på fællesskabet for at spare nogle kroner i kirkeskat. Men dåben kan man altid falde tilbage på. Man kan begå grusomme forbrydelser og glemme sin næste i selvoptagethed og nydelsessyge. Men dåben kan man altid falde tilbage på.

I dåben kendes vi af Gud. I dåben kaldes vi alle ved navn af vores Gud og får dermed en umistelig værdi som menneske. De børn, vi døber, skal for altid leve i lyset af at være gode nok.

Som det nok fremgår, mener jeg ikke, at man kan falde ud af sin dåbs nåde. Man kan forbryde sig mod Gud og mennesker, men man kan altid angre og bede Gud om tilgivelse for Jesu Kristi skyld.

Men det betyder ikke, at vi er fri for ansvar. Vi er ansvarlige overfor hinanden. Gud er i skikkelse af Jesus Kristus trådt ind i menneskers tilværelse, med kærlighedsbuddet: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv.”

Vejen til frelsen går gennem at modtage Kristus som en gave, og lade os drages ind i den kærlighed, som glad og fri tjener sin næste.

Men det sker jo jævnt hen af vejen, at vi ikke gør det. Vi glemmer, at fortælle vores børn, at de skal leve med den tryghed der består i, at de er kendte og elskede af Gud. I stedet laver vi love, der straffer deres forældre økonomisk, hvis ungerne ikke opfører sig ordentligt. Vi bygger et skolesystem på principper om, at de ligeså godt kan lære det mens de er små, at livet er hårdt altså. For det bliver det jo også, når de er voksne.

Vi binder hinanden med selvoptagethedens urimelig krav og glemmer ordet om, at vi er nødt til at fjerne bjælken i vort eget øje førend, vi kan se splinten i vor næstes øje.

Vi lægger så meget land øde i hinandens sjæle, fordi vi ikke vil se, at kun kærligheden gør fri.

Og kærligheden gør ikke andet. Intet er mere forkert end begrebet om at baste og binde hinanden med kærlighed. I Guds kærlighed er tilgivelsen og friheden til at handle uden bagtanke. Jeg skal ikke elske min næste for at gøre mig fortjent til Guds kærlighed. Gud elsker mig ubetinget. Derfor sendte han sin søn og gav os sin dåb og kilden som vælder med vand til evigt liv.

Det er en almindelig kliche, at tale om kærlighed der visner, for til sidst at dø. Guds kærlighed visner aldrig. For dens rødder når ned i evighedens kilde. Når bare vi vil åbne vores øjne for den uendelige nåde, der ligger gemt deri, bliver vi sat fri til at elske hinanden.     

Vores indbyrdes kærlighed skal leve af den værdighed, der ligger i, at vi alle er Guds børn. Kaldt ved navn af Gud. Døbt til at tilhøre Hans navn.

Det menneske der er mærket af kærligheden, vil altid leve under dens fortegn.

Kvinden fra Samaria havde fået kærligheden at føle, men var ikke mærket af den indtil hun mødte Jesus. Det er hun nu.

Kærligheden.

Vi kan fornægte den. ET formørket sind kan få os til at tro ondt om den, der har handlet vel imod os. Vi kan lukke vores øjne for næstens nød og opfinde syge og hadefulde undskyldninger for at gøre det. Men har Gud en gang præget os med kærlighedens mærke er der ingen vej udenom. Vi må altid leve under Guds nåde.

Vi må altid leve med det åg at vi er sat fri til at leve i kærlighed til næsten.

Hellig tre kongers søndag

Kært barn har mange navne. Dagen i dag har mange navne: Hellig tre konger, Epifanidagen eller Kristi tilsynekomst dag. Juledag for alle kristne i den græsk – og russisk ortodokse kirke. Åbenbarelsen af Jesus for hedningerne.

Dagen i dag er dagen hvor det blev kendt for alverden at Jesus var Guds søn. Indtil i dag var julen en familiebegivenhed for Josef, Maria - de nærmeste i Betlehem og de hyrder som englene mødte julenat. Ja englene måtte forkynde for nogen julenat. Vi kender det alt for godt fra os selv – en stor glæde kan man ikke være alene med.

På samme måde er det med dagens dåbsbarn. Indtil i dag har det været en familiebegivenhed, at I er blevet velsignet med en dejlig datter. Men i dag har I valgt at inddrage os alle i glæden. Ved at lade hende døbe og blive en del af menigheden er det kundgjort for enhver at endnu et Guds barn er kommet til verden.

I dag er så dagen, hvor det blev offentligt kendt, at det første Guds barn var kommet til verden. De vise mænd fra østerland eller de tre hellige konger var datidens videnskabsfolk. Mytedannelsen der knytter sig til de hellige tre konger er stor. Hvem var de, hvor kom de fra og hvad kunne de egentligt, der gjorde dem i stand til at forudsige eller regne ud hvor og hvornår Messias ville komme til verden? Vi plejer at betegne dem som astronomer.

Da Jesus blev født, var der ikke den modsætning mellem den åndelige og den videnskabelige sfære, der er i dag. Alene af den grund er det svært at drage en parallel til i dag.    

Fysikeren Holger Bech Nielsen har ganske vist fremsat en tese, der opererer med noget, vi kunne kalde en guddommelig tilfældighed. Det har han gjort i forbindelse med det sidste uheld, der ramte partikel acceleratoren i Cern. Da den nok engang blev sat ud af drift, fordi en fugl havde tabt et stykke baguette ned i den. Partikel acceleratoren har til opgave at finde elementarpartiklen – universets mindste byggesten, som den var til stede umiddelbart efter Big Bang.

Ifølge en meget radikal teori fremsat af Holger Bech Nielsen, kunne de uheld partikel acceleratoren gang på gang er blevet ramt af skyldes, at vores nedbrydning af materie til verdens byggesten måske er så modbydelig en tanke for naturen, at den rejser tilbage i tiden for at ødelægge opdagelsen af den. Er et stykke brød i verdens mest avancerede udstyr udtryk for naturens guddommelige indgriben eller tilfældighed?

Viser Gud sig for tidens hedninger i form af et stykke brød?

Vi er indenfor de sidste år, blevet oversvømmet med film og litteratur, der handler om, hvordan verden ser ud, hvis ikke man tror på eksistensen af noget overnaturligt.

Harry Potters mor J.K. Rowlings har med sit fabulerende og fantastiske univers fortalt os historien om det godes kamp mod det onde og den åndelige fattigdom der ville herske uden magi.

Juletiden byder på den ene fortælling efter den anden, der handler om hvorvidt man tror på julemanden eller ej. Det barn, der ikke tror, lever ikke bare med risikoen for ingen julegaver at få, men ser højst sandsynligt frem til en åndelig fattig tilværelse, (hvis man altså tror på fortællingen).

Astrid Lindgren har givet os Brødrene Løvehjerte og Mio min Mio som nyfortolkninger af det mytiske stof i en nordisk sprogtone.

C.S. Lewis fortællinger om Narnia er udsolgt fra forlaget og Tolkiens eventyr om Ringen har efter sigende passeret biblen som bedst sælgende bog.

Fælles for både Holger Bech Nielsen og alle de fantastiske fortællinger er, at de handler om vores evne til at se eller erkende tilstedeværelsen af det magiske, det overnaturlige, det mystiske.

I kristendommen ville vi sige evnen til at se, erkende eller anerkende det guddommeliges eksistens. Pudsigt nok - er det af alle de eksempler - jeg har nævnt, kun fysikerne Holger Bech Nielsen, der taler direkte om det guddommeliges eksistens og indgriben.       

Hellig tre kongers søndag. Epifani-dag. Den dag hvor det bliver åbenbart, at Kristus er Guds søn. Tilstedeværelsen af noget andet, større, mystisk er tilsyneladende noget der optager os meget. Det har det altid gjort, hvis vi skal tage evangelierne for pålydende. Og det skal vi.

Det, at vi er optaget af en mytisk eller mystisk dimension, er dog ikke det samme som en erfaring af eller tro på det guddommelige i tilværelsen. En påstand som: ”Der er mere mellem himmel og jord” behøver ikke indeholde noget meningsfyldt udsagn.  

Evangeliernes ord er klare. Erkendelsen af det guddommelige er selvindlysende. Det ligger i, at vi tror, at Jesus er Guds søn. Som det hedder hos Johannes, i den ene af de to tekster vi i dag kan vælge mellem at prædike over: ”I kender hverken mig eller min fader. Kendte i mig kendte I også min fader.”  

Kender vi ikke sønnen kender vi ikke faderen. Og omvendt; Hvis vi kender sønnen kender vi også faderen.

Hellig tre kongers søndag er dagen, hvor det første gang blev erkendt, at Jesus er Guds søn. Kender vi sønnen kender vi også faderen. Kender vi Jesus som Guds søn ser vi Guds storhed. Derved kender vi faderen. Vi ser, at Gud i sin uendelige kærlighed har givet sig sin søn, for at vi må frelses ved ham. Vi ser, Gud har givet os sin søn, for at vi alle - ligesom lille Vanda er blevet det i dag - må være et Guds barn. Kender vi sønnen kender vi faderen. Kender i betydning Erkender eller anerkender vi, at Jesus er Guds søn kender vi faderen.

Gud viser i dag, at han vil kendes ved os ved at lade os lære ham at kende igennem sin søn.

Til forskel fra alle eksemplerne på historier der handler om vores evne eller vilje til at se eller erkende det mystiske, handler dagens historie, evangeliet om Jesus Kristus om Guds vilje til at kendes ved os. Gud har en gang for alle grebet ind i vores verden. Han kendes ved os og giver os sin søn, for at vi derved må lære Ham - faderen - at kende.

Epifani handler ikke om vores evne eller mangel på sammen til at se eller erkende det guddommelige. Det handler og Guds vilje til at se os og vise sin vilje, sin frelsesplan.

Kan vi forstå den? Hvad er det vi skal se for at forstå det? Vil vi anerkende eller erkende at Gud har noget for med os? Måske måske ikke…

I litteraturens verden bruger man ordet epifani som begreb om en pludselig intensiv oplevelse. Fx af det trivielle eller banale. Om det at se det det store i det små. Den brug af epifani som begreb er meget illustrativ og kan tjene os til hjælp i forhold til at afklare, hvad der skal til for at forstå Guds åbenbaring. Epifanien. Se at Jesus er Guds søn.

Vi skal måske bare se det store i det små. Vi skal måske bare skønne på, at det guddommelige er til stede i alt det nære og hverdagsagtige. Der er ingen falsk dualisme mellem det mystiske og det målbare. Verden er besjælet med Guds ånd.   

Der kræves ingen forudsætninger for at kunne se det guddommeliges tilstedeværelse. Vi begynder enhver gudstjeneste med at bede om, at Helligånden må åbne vore ører og øjne for Guds underværker.

Guds underværker er i det banale. Guds underværk er i hver dag, jeg får lov til at leve med mine kæreste. Guds underværk er i hvert kys eller kram. Guds underværk er i hver gang min mand, eller bror eller søster eller ven eller kollega vælger at tilgive mine fejltrin i stedet for at blive vred og fordømme, fordi at Gud har lært os at sådan skal vi leve. Hver dag er en mulighed for at se Guds underværk. Hver dag er en mulighed for at svigte. Men Gud kendes ved os. Derfor har han givet os sin søn, for at vi må lære ham at kende som faderen der ser, men dog tilgiver alt. Han har åbenbaret sig for os for at vi må se:

Med øjet som det skabtes himmelvendt

Lysvågent for alt skønt og stort herneden

Men med de dybe længsler velbekendt

Kun fyldestgjort af glans fra evigheden.

Juleaften 2009

Ssch, kan i høre det? Kan i høre englenes lovsang?

”Fred til mennesker med Guds velbehag” Vi har lige med Hyrderne fået selskab af en himmelsk hærskare, der lovpriser Gud og synger netop dette budskab. Når en engel går gennem stuen bliver der stille. Det er ikke så mærkeligt når det vigtigste budskab nogen engel nogensinde har forkyndt handlede om fred.    

Juleevangeliet handler om fred. Det handler selvfølgelig om historien med Josef og Maria og det lille Jesus barn, der bliver født i en stald i Betlehem. Men englene lovsynger freden og fortæller os dermed hvad konsekvensen er af, at Jesus er blevet født. Det er et ønske om fred. Det er budskab fra Gud om, at han vil give os fred.  ”Fred til mennesker med Guds velbehag”. Det er julefred!

Allerede på Jesu tid var der et ønske om, at der fandtes en bedre verden. Ja allerede før Jesu tid. Profeterne, som vi her i adventstiden læser den ene tekst efter den anden af til gudstjenesterne, forjætter at der skal komme en anden tid. En anden virkelighed. Vi læser om den gode tid der kommer - når Messias – altså Jesus bliver født. Og vi læser en masse formaninger om, at være klar til han kommer.  

Der har altid været krise og krig og der har altid været et ønske om at lave det om. Verden har altid været ved at gå ad helvede til. Det klima topmøde, der skulle redde kloden er lige mislykkedes. Frygten for spredning af atom-våben. Der er den evige skam over, at vi ikke gør nok ved de forfærdelige hungers-katastrofer der igen og igen rammer Afrika. Der er terrorisme og borgerkrig og oversvømmelser og etniske udrensninger.

Julen præges altid af angst og dårlig samvittighed. Det er ligeså sikkert som evangeliets budskab om julefred.

Derfor kunne en og anden nok få lyst til, at gå i rette med Gud og spørge ham, hvad han egentlig mener med den der julefred. Skal Gud uanfægtet have lov til at prædike sit fredens evangelium, når det er åbenlyst for enhver, at der er så meget i verden, der modsiger det? 

Der er en fortælling af den svenske forfatter Pär Lagerkvist, der handler om at stille Gud til regnskab. Den hedder ”Det evige smil”. Den er hurtigt læst, men som det gælder for al stor litteratur, bliver der ved med at være noget at komme efter, hver gang man læser den. Fortællingen udspiller sig i evigheden. Alle de døde sidder og fordriver tiden med at fortælle hinanden deres livshistorier. Der er historier om kærlighed og længsel. Om ulykke og smerte. Groteske historier, erotiske historier. Der er historier om sorg og angst og spildte liv. Der er historier om sandhed og stor lykke.

I evigheden sidder alle med hver sin historie. Der vil altid være en, der ligner vores. De døde sidder og taler ud fra hver deres levede liv, præcis som vi sidder her med hver vores livshistorie og erfaring af lykke og sorg.

På et tidspunkt er der nogen, der får den ide at spørge, hvad meningen er med livet. Og andre får den ide, at de må gå til Gud for at afkræve ham et svar. De vil vide hvad han har ment med livet. De begynder at vandre. Igennem evigheden bølger der sig en mængde, der består af milliarder af mennesker. De vandrer og vandrer, vejen til Gud synes uendelig lang, men til sidst når de frem.

Gud er en lille krumbøjet mand med gråt hår og skæg, der står og saver brænde i skæret fra en støvet lygte.   

De døde harmes over den tilsyneladende armod hos Gud, hans tøj er slidt og hans ansigt bærer præg af hårdt slid. Nogle begynder at fremføre deres ærinde: Hvad er meningen med os? Hvorfor har du skabt os?

Gud svarer: Jeg har ikke ment livet som noget mærkværdigt!

Det svar oprører andre, der stemmer i med et: Hvad er meningen med den lykke jeg har oplevet, hvorfor lod du os beruse os i morgens dejlighed og mærke det dugvåde græs mellem tæerne en sommerdag?

Alle byder ind med hver deres liv og forlanger, at Gud skal retfærdiggøre sig i forhold til dem.

Gud ser på dem med missende øjne og svarer: Jeg har gjort det så godt jeg kunne. Men det stiller ikke de døde tilfredse. Jamen hvad har du ment med det hele?

Jeg har bare villet, at I ikke skulle nøjes med ingenting, svarer Gud nu kendeligt roligere.

Der gik et stik igennem de ædles hjerter, da de mødte hans rolige blik. De forstod, men massen, der stod bagved, blev bare endnu mere ophidset. De blev enige om at føre børnene frem. (Børn kan man altid tage som gidsler i sandhedens tjeneste.)

De stod først lidt forlegne, men så tog en af de mindste mod til sig og kravlede op på skødet af Gud. Han strøg hende forsigtigt over håret og svarede nu synligt rørt:

Dem har jeg ingenting ment med, svarede han så stille at alle kunne høre det.

Dengang var jeg bare lykkelig.   

Pär Lagerkvist er ikke teolog. Hans forfatterskab er ikke kristeligt som sådan, om end det ofte tager udgangspunkt i de store bibelske dilemma-fortællinger. Han er eksistentialist – præget af Sarte og derfor skal vi ikke ødelægge fortællingen ved med djævlens vold og magt at drive en evangelisk pointe ud af den.

Dog er fortællingen mere og andet end en rørende historie om barnlig uskyld. Den udfordrer os, når vi føler os kaldet til at gå i rette med Gud. Den udfordrer os fordi den ikke nøjes med at stille det klassiske spørgsmål: Hvis Gud har skabt verden som god, hvorfor findes der da ondskab? Den stiller spørgsmålet: Hvad er meningen med Guds godhed?   

Giver det mening at forkynde Godhedens evangelium? Giver det overhovedet nogen mening at snakke om julefred? Er vi ikke ligeså galt på den I DAG, som da Herodes beordrede alle drengebørn i Bethlehem slået ihjel, fordi han var bange for, at Jesus var en konkurrent til tronen.

Jo! Vi har ikke ændret os til det bedre, hvis man ser menneskeheden som sådan. Men netop derfor er det, at vi igen i år har brug for at høre juleevangeliet. Juleevangeliet der igen og igen fortæller os, at Gud er blevet et menneske på jorden for at hjælpe os. Han er kommet for at tilgive os, når vi gang på gang laver lort i den.

Juleevangeliet er den evige historie om, at der altid er en ny begyndelse. Vi får ikke lov til at give op, fordi vi en gang har gjort noget galt. Kom nu ind i kampen siger Gud hvert år. Jeg har ikke skabt denne her verden for at først skal ødelægge den og siden falde hen i selvmedlidenhed.

Jeg insisterer på at have skabt verden, for hvilken Gud var jeg hvis jeg lod jer nøjes med ingenting. Det er muligt, at I ikke kan forvalte livets gave, men det er der råd for.   

Jeg tilgiver jer jeres fejl. Jeres fejhed og dovenskab. Jeg tilgiver, at I ikke kan finde ud af at holde fred med hinanden og tror, at jorden er jeres til at ødelægge.

Jeg tilgiver jer! Igen i år får en ny chance for at gøre noget rigtigt. Min tilgivelse er ikke en opfordring til at være ligeglade. Det er en opfordring til at tage et ansvar for hinanden og den verden i lever i.

Julefreden er ikke en statisk tid. Julefreden forkyndes ind i vores tid. Julefreden består i at vi forliger os med os selv og hinanden. I det øjeblik vi forliger os med, at Gud har givet os lige præcis dette liv for at vi skal leve det, indtræffer julefreden.

For Gud har forligt sig med os og åbnet døren til evigheden. Derfor kan vi med englene lovsynge:

”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Glædelig jul!