Tag:forbrugere
|
Tirsdag, 02 januar 2007
Skrevet af Hanne Dahl
Udsalg på Jul! Sådan står der på et skilt nogle få kilometer herfra. Jeg studsede lidt, da jeg så det i dag på vej til Brugsen efter morgenbrød. Udsalg ? på Jul! Ikke et rullende udsalg på Hjul, nej på Jul! Nå grunden viste sig at ligge lige for. Skiltet stod udenfor en dimmerduller butik, og udsalget må gælde nisser og andet julesnaller. Men ikke desto mindre rev tilbuddet mig ud af min juleslummer. Jeg skylder måske en forklaring på, hvad juleslummer betyder. Jeg har sådan en ting, når jeg holder ferie: For at det skal være rigtig ferie, vil jeg helst ikke vide, hvad der sker i verdenen omkring mig. Julefreden for mig består i, at jeg undgår Nyhederne. Jeg bliver lidt små irriteret, når jeg ser nogle læse i en avis. Tænk hvis en af overskrifterne skulle fange mit øje, og jeg blev nødt til at læse videre, og forholde mig til det der stod i teksten. Og jeg siger tydeligt til alle i min omgangskreds, at jeg på ingen måde føler mig forpligtet til at tage telefonen. Ofte kan jeg faktisk ikke høre den. Så julefreden træder ind i min stue, når øjet er blindt for nyheder og øret er døvt for telefoner. Nå men, Udsalg ? på Jul! fik mig til at blive svag i det der med freden. Jeg købte to aviser og lod mig forlede til at se nyhederne på begge de statsstøttede kanaler. Dagens væsentligste høst er: Saddam udleveret til henrettelse for så ikke at være udleveret alligevel. Han er stadig i USA?s varetægt. Selv med min nyhedsvægring er det ikke lykkedes mig, at undgå at tage stilling til om han skal henrettes eller ej. Det har selvsagt været hot issue ved alle julens sammenkomster. Den almindelige stemning i min familie er, at selvfølgelig skal han ikke det. Samfundet slår ikke ihjel under nogen omstændigheder, hvis det stadig vil være et ordentligt samfund. Men nu er det ikke os, der bestemmer det. Det andet, der bragte mit sind i oprør, var Pia Kjærsgård, der var i studiet hos Reimar Bo. Anledning var, at Dansk Folkeparti har offentliggjort en rapport der fortæller, at de 321 palæstinensiske fanger der i 1991 ved en særlov fik opholdstilladelse i Danmark, har klaret sig meget dårligt. 42% af dem havde f.eks. enten overtrådt loven eller var blevet idømt en bøde. Ikke et ord om, at det måske er lidt vel flot at slå bøder og overtrædelser af straffeloven sammen i en kategori? Denne rapport bruger DF til at stå fast og sikre at de 583 afviste irakerer ikke får opholdstilladelse ved nogen særlov. Reimer Bo forsøgte så godt han kunne, at stille spørgsmålstegn ved det rimelige i at anklage irakerne for forbrydelser de endnu ikke har begået o.s.v. Men det der for alvor skræmmer mig er, at et stykke hjemmestrikket statistisk arbejde fra DF får så mange minutter i Nyhederne. Det er så afsindigt populistisk at fyre sådan noget af. Men det er der ingen, der sorterer fra. Nyhedsmæssigt og indholdsmæssigt svarer det til, at jeg skrev og offentliggjorde en rapport om, at nu kommer dem nede i EU og tager lille Danmark. Det ville ingen nyhedsmæssig værdi ha? og indholdsmæssigt ville det være yderst populistisk. Se det ville jeg aldrig komme i Nyhederne af at sige. Der er hverken nogen nyhedsmæssig eller indholdsmæssig værdi i, at DF offentliggør en rapport om at indvandrere er kriminelle. Men ikke desto mindre bliver det taget alvorligt. Hmm? Ved ikke helt hvad min konsekvens skal være. Min juleslummer er afbrudt. Julen er sat på udsalg. Måske jeg må vove mig ud i den virkelige verden i morgen.
Onsdag, 19 november 2008
Skrevet af Administrator
Jeg har været til morgenmadsmøde med Barosso. Temaet var den finansielle krise. Han talte i går i plenarsalen, hvor jeg også havde lejlighed til at tale og stille spørgsmål til det program kommissionen fremsatte den 29/10 under overskriften: "From crisis to recovery". Efter Barossos indledning fik gruppeformændene ordet efter tur. Den socialdemokratiske formand talte i ikke mindre end en halv time, og gik inden han fik svar på sit indlæg. Jeg besluttede mig for, dels tvunget af nødvendigheden p.g.a. det fremskredne tidspunkt og dels for at skabe lidt balance i selvhøjtidelighedsregnskabet. (Jeg er ikke gammel nok, har ikke det rigtige jakkesæt, har for meget hår og har heller ikke den rigtige attitude til at kunne få mig selv til at tale så længe og selvhøjtideligt som nogle af mine kollegaer. Alle synes at sidde inde med den ultimative sandhed altid.) Jeg stillede først de to af spørgsmålene fra mødet i går, som jeg fandt mest påtrængende at få svar på. Det ene gik på, hvad det betyder, når der i kommissionens program står at EU skal: "ensure that the restructuring of the bank sector is done in a way which will ensure fair and healthy competition in the sector for the future"? Betyder det, at det offentlige skal indskyde den ansvarlige kapital og overtage kontrollen med den finansielle sektor? I forlængelse heraf spurgte jeg også om man i kommissionen overvejede, at der skal laves nye "credit rating agencies", da de gamle jo har vist sig at være højst utroværdige. Barosso svarede konkret på den første del af spørgsmålet. Svaret var, at man nu havde sikret bankerne ved nationale indgreb, men man måtte sikre at der i fremtiden blev fair konkurrence. Situationen skulle så at sige normaliseres. Det næste jeg spurgte til var, om man havde planer om at suspendere stabilitetspagten? Eller vil man tage fat på et egentligt reformarbejde? Tyskland, Frankrig og Italien er allerede på vej til at sprænge rammerne. Her kom den tyske konservative Pöttering sjovt nok til at forud gribe Barossos svar. Han sagde nemlig, at det var helt klart, at man slet ikke kunne forestille sig, at man ville vige fra stabilitetspagten. Hvis ikke man havde inflationsbekæmpelse som et overordnet mål for ECB, ville det først gå helt galt med euroen. Barosso kunne dårligt sige noget andet, når man kender historien om Tysklands rolle i forhold til opbygningen af den monetære union, hvor lige præcis inflationsbekæmpelse var deres ufravigelige betingelse for at afskaffe D-marken til fordel for euroen. Men han gjorde dog en interessant tilføjelse. Han sagde, at man i kommissionen opererede med en model, der ville tillade de enkelte lande at afvige fra stabilitetspagtens krav i 2009 og 2010. Desuden sagde han, at man ville opfordre til fiscal stimulus. Hvilket kan betyde, at man ønsker at skatten skal sænkes for at skabe et øget forbrug. Dette kan sammen med et øget offentligt forbrug føre til en højere inflation. Det sidste konkrete spørgsmål jeg stillede gik på det store fald, man har set i euroens kurs i.f.t. dollaren. Siden juli er dollaren faldet med 30% i.f.t. dollaren. Dette er et ganske voldsomt udsving, når man tager i betragtning, at den amerikanske økonomi også er i krise. Det siger noget om, at der ikke er tillid til euroen. Jeg spurgte hvad man havde tænkt sig at gøre ved dette. Et ikke uvæsentligt spørgsmål at få belyst når vi diskuterer at afskaffe kronen i Danmark. Dette spørgsmål kunne han nok ikke høre. Han svarede i hvert fald ikke på det. Min erfaring er, at det sjovt nok ligger uden for alle euroglades hørelse. Det er som om, at det ligger på en frekvens, som ikke er mulig at opfange for det menneskelige øre. Måske familien to hunde vil kunne opfange frekvensen. Hvorfor ikke spørge to gravhunde til råds om euroens styrtdyk i forhold til dollaren. Jeg vil helt sikkert får et mindst ligeså kompetent svar der, som det Barosso var i stand til at give. VUF! Tirsdag, 21 april 2009
Skrevet af Hanne Dahl
Forbrugerrettigheder er blevet det store mantra i EU. I denne uge stemmer vi om to betænkninger, hvor man forventer at lade meget bitre piller glide ned med forbrugerrettigheder som sukkerglasur. Den ene afstemning handler om en øget liberalisering af energimarkedet. Her ser man politikere, der ellers burde forsvare den offentlige pligt til at forsyne borgerne med energi og vand efter hvile i “sig selv princippet” baseret på forbruger ejede selskaber, undskylde eller ligefrem forsvare den øgede liberalisering med en henvisning til forbrugerrettigheder. Den anden handler om patienters rettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Patientdirektivet, som det også kaldes, er også et lovforslag, der skal liberalisere sundhedssektoren yderligere. Igen er et argument for at få pillen til at glide ned hensynet til patienters rettigheder. Læs: Vores rettigheder som forbruger af sundhedsydelser. Jeg er modstander af liberalisering af både energisektor og sundhedssektor. Fordi det for begge dele gælder, at det bør være offentlige sektorer, der leverer ydelser ligeligt til alle borgere. For sundhedssektoren gælder, at det dels bliver ganske vanskeligt at styre sundhedsudgifterne, men ligeså vigtigt er det, at man laver en opdeling i A og B patienter. Fælles for begge direktiver er dog den ret besynderlige men meget klare tendens i EU, at vi gøres til forbrugere i stedet for borgere. I stedet for at være borgere i et samfund baseret på princippet om gensidig forpligtigelse, er vi nu forbrugere i et stort indre marked.Det er menneskeligt at være borger. Man er borger lig med menneske. Men som forbruger er man reduceret til at være genstand for en marketingsindsats. Man er et objekt i stedet for et subjekt Torsdag, 29 januar 2009
Skrevet af Administrator
De sidste par dage har jeg i medierne læst og set om, at der i 2011 satses på at være flere tusind elbiler, som kører rundt på de danske veje. Og i de sidste måneder er der blevet mere og mere fokus på elbilen som en seriøs arvtager for benzin- og dieselkøretøjer. Selv har jeg længe haft elbiler som en af mine mærkesager og også haft en kronik og debatindlæg i danske aviser i efteråret 2008. Mit næste skridt er at fremsætte en skriftlig erklæring i EU-Parlamentet i februar for at fremme elbiler i EU. Hvis erklæringen får et flertal af mine parlamentarikerkollegers underskrifter bliver den sendt videre til Kommissionen, som så skal tage sagen op. Jeg fremsætter den sammen med nogle kolleger, som er meget indflydelsesrige på miljøområdet – bl.a. Miljøudvalgets næstformand Hans Blokland. Vi håber selvfølgelig på succes! I sommer besøgte min politiske gruppe i EU-Parlamentet mig i Danmark og for at have lidt sjovt på programmet havde vi arrangeret en køretur i en elbil. Firmaet Lithium Balance kom på besøg med deres elektriske bil og alle havde mulighed for at få sig en køretur. Den udleder ikke CO2 og giver mindre partikelforurening. Men så er den også fuldstændig lydløs når man kører i den – du kan kun høre hjulene køre rundt. Fordelene ved elbiler er mange og jeg er glad for at der endelig sker noget på området – det kan faktisk ikke gå hurtigt nok. |
|
|
|
Powered by Tags
for Joomla
|